gjøres i den Ret, som hver af Parterne forud havde med Hensyn til den omhandlede Domsafsigelse. — Kongens og Erkebiskoppens Segl bleve satte for Bestemmelsen[1].
Skjønt denne Overeenskomst er affattet i de mest forbeholdne Udtryk fra Erkebiskoppens Side og dertilmed erklærer sig for at være blot midlertidig, — og skjønt den i Grunden synes at være Erkebiskoppens Dommermyndighed gunstig, idet den overlader ham Domsafsigelsen i de vanskeligste og vigtigste Sager, saa maa den dog udentvivl have forekommet Erkebiskoppen at medføre en Indskrænkning i den Myndighed, han forud udøvede, eller efter den kanoniske Ret burde udøve, og har derfor vakt Betænkeligheder hos ham med Hensyn til hans Ansvar i denne Anledning for Kirken. Man finder nemlig, at de tvende Biskopper, Halvard og Haakon, før sin Afreise fra Oslo, der have den 4de September næst efter udstedt et Brev, hvori de offentligen vedkjendes at have raadet Erkebiskop Paal til at indgaa omtalte Overeenskomst med Kongen „for Freds, Kjærligheds og Roligheds Skyld og for at vise deres Herre, Kong Magnus, Hæder og Føielighed“[2]. Erkebiskoppen synes altsaa at have fordret en formelig Erklæring af de tvende Biskopper, at de deelte hans Ansvar for den udviste Eftergivenhed mod Kongedømmet, ja vel endog ved sit Raad havde fremkaldt den.
Det er ogsaa høist rimeligt, at i det mindste Biskop Haakon af Bergen ved denne Leilighed optraadte som en Megler mellem Kongedømmet og Erkebiskoppen, og ved sin Indflydelse hos begge væsentligen har virket til Overeenskomsten. Haakons egne Breve vise nemlig, at han paa denne Tid ikke alene har staaet vel anskreven hos Erkebiskop Paal, men ogsaa at han har nydt Kong Magnus’s og hans franske Dronnings særdeles Yndest[3]. I 1333 havde den nittenaarige Kong Magnus egtet Blanca, eller som hun i Norge almindelig kaldtes Blantz, en Datter af Greve Johan af Namur og fjærnt beslegtet med den da regjerende franske Konge, Philip VI af Valois, — en smuk og aandrig Fyrstinde, der snart fik stor Indflydelse paa sin Egteherre, dog, som det lader, ikke altid til det Gode. Hun var med Kongen i Norge under det omtalte Høvdingemøde i 1337, og Biskop Haakon synes ved denne Leilighed at være kommen i stor Gunst hos hende og hendes franske Damer, rimeligviis paa Grund af sin smidige Opførsel og sine slebne Seder. Thi Alt vidner om, at han, foruden at være en lærd og dygtig Biskop, tillige har kunnet optræde som en sin Hofmand, der udentvivl ogsaa af sine Studier i Udlandet har høstet den Fordeel at være det franske Sprog fuldkommen mægtig.
