| Biskop | Haakon af Bergen. | 255 |
Haakon stod tilmed i fortroligt Venskabsforhold og stadig Brevvexling med næsten alle Norges daværende mægtigste og mest indflydelsesrige geistlige og verdslige Høvdinger, blandt andre med den fordums Drotsete Erling Vidkunssøn, med hans Søn den unge Bjarne Erlingssøn, der lader til at have været en af Kongens og Dronningens særdeles Yndlinger, — med Brødrene Jon og Sigurd, Kongens Fættere, Sønner af Hafthor Jonssøn († i 1320) og af Kong Haakon Magnussøns uegte Datter Agnes, — med Brødrene Ivar og Finn Øgmundssønner, der lige siden Magnus’s Antagelse til Norges Konge havde været blandt de første Mænd i Konges Raad, og af hvilke Ivar endog, skjønt vistnok kun for en ganske kort Tid, havde været Kongens Drotsete i Norge[1]. Haakon synes med Smidighed, og dog med Redelighed, at have bevæget sig mellem Hovedmændene for de forskjellige Partier, der utvivlsomt havde dannet sig i Kongens eller Rigets større Raad; og han har derfor været fortrinlig skikket til at virke som Megler, naar Partispendingen truede med at tage en alvorlig Retning.
Et Beviis paa Biskop Haakons Indflydelse ved denne Tid er hans Optræden i en slem Sag, der stod Biskop Halvard af Hamar og Ridderen Hr. Ulf Saxessøn imellem. Denne Ulf var et uroligt Hoved. Han havde allerede tidligere deeltaget i voldsomme og, som det lader, oprørske Handlinger. Nu havde han groveligen forseet sig mod Biskoppen af Hamar og dennes Kirke — hvori vides dog ikke — og var derfor bleven sat i Ban. Siden gav han efter, søgte Forlig med Biskoppen og blev af denne løst i Oslo, foran St. Halvards Kirkes Dør — rimeligviis under det sidst omtalte Høvdingemøde —, efterat han paa Forhaand havde svoret at ville lyde Biskoppens Dom. Til denne Ed havde Biskop Haakon været Vidne. Den Dom, Biskop Halvard derpaa fældede, var meget streng. Den paalagde blandt andet Ulf at udrede til Kirken i Hamar 12 Markebol Jord og at gjøre en Pilegrimsfærd til den pavelige Kurie, begge Dele i Løbet af det følgende Aar. Ulf fandt Dommen ubillig og alt for tung, ja vel umulig at opfylde. Han tilskrev herom Biskop Haakon, der, som sagt, havde været Vidne til hans Forligsed, og forlangte Biskoppens Erklæring angaaende dennes Lydende, idet han — som det lader — lagde fortrinlig Vegt paa det Udtryk i Eden, at han skulde holde den hellige Kirkes og Biskoppens Dom „i Alt hvad der var ham muligt“. Han oversendte tillige Biskop Haakon en Fortegnelse over alt det, som Biskop Halvard havde paalagt ham i Skrift eller Pønitens for desangaaende at høre hans Mening.
Man har tvende Breve af Biskop Haakon, som han i denne An-
- ↑ S. o. f. II. 246.
