ledning udfærdigede fra Bergen den 20de December 1337, det ene til Ulf, det andet til Biskop Halvard, — begge vidnende om Haakons milde Sindelag og hans Lyst til at stifte Fred.
I Brevet til Ulf beklager han dennes ubehagelige Stilling, hvilken han ønsker af Hjertet at lindre; hvilket han og efter Evne skal stræbe, dog saaledes at det er den hellige Kirke til Ære og Ulfs Sjæl til Gavn. Han indrømmer, at Ulfs Ed virkelig indeholdt de Udtryk „i Alt hvad der var ham muligt“; men han maa alligevel ansee den paalagte Skrift for lovlig i det Hele, navnligen fordi deri ikke forbydes Ulf at fremkomme med lovligt Søgsmaal, men kun at foretage uretfærdige Angreb paa den hellige Kirkes Gods, Ret eller Friheder. Han beder Ulf indstændigen, ei at finde det formeget, som er ham paalagt i Bønner, Gudstjeneste, Fester, Offer og Almisseydelser; thi Uleiligheden dermed er kortvarende og forbigaaende, men Belønningen og Fortjenesten evig velgjørende. Han finder, at det virkelig maa falde Hr. Ulf tungt at skaffe Jorder og Kostbarheder til Veie til samme Tid som han i slig Hast skal berede sig til en Pilegrimsgang, og derhos gjøre alle dem Ret, som have lovlige Kæremaal paa ham. Men Kurien har aldrig været og vil aldrig vorde miskundsløs mod dem, som Miskund ville søge. Han opfordrer Ulf til at søge Raad hos Kongen, Erkebiskoppen og sine øvrige Venner. Haakon skal gjerne gjøre Forbøn for Ulf hos Biskop Halvard i denne Sag; han haaber ogsaa, at Biskoppen vil vise sig desto føieligere, jo villigere Ulf viser sig til at lyde hans Bud i Alt hvad der er ham muligt: „Det er vist — tilføier han — at Gud ei paabyder noget Umuligt, og end mindre skulle Menneskene gjøre det.“
I Brevet til Biskop Halvard yttrer Haakon: at meget af hvad Halvard havde paalagt Ulf i Skrift er faderligt og ret, men hvad angaar Pilegrimsfærden og den store Udredelse af Jordegods til Hamar Kirke samt det øvrige, som dermed staar i Forbindelse, da tror han det vil falde Ulf tungt at opfylde begge Dele paa eet Aar. Han erindrer Halvard om, at Ulf svor, at lyde Kirkens og Biskoppens Dom „saavidt det var ham muligt“, og beder derfor Biskoppen indstændigen at lempe og udtyde de nævnte Artikler, ligesom og andre, hvilke Biskoppen selv maatte finde at kunne formildes, saaledes som det efter hans eget Skjøn er bedst for begge Parter, havende ham for Øie, om hvem der er skrevet „hans Miskundhed overgaar alle hans Gjerninger“. Saaledes haaber han, at Biskoppen vil handle[1]. — Biskop Haakons Megling i denne Sag har vistnok ikke været frugtesløs; thi allerede den 7de April i det følgende Aar 1338 kan han i et Brev til Bjarne Erlingssøn fortælle, at Biskop Halvard og Hr. Ulf med deres Venner paa begge Sider nu vare fuldkommen forligte[2].
