Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/271

Provinsialconcilium

tilsagt i 1338, men ei holdet.

257

78.

Provinsialconcilium tilsagt i 1338, men igjen afsagt. Misnøie med Rigsstyrelsen i Norge. Aarsagerne hertil. Mangler ved Statsforeningen mellem Norge og Sverige.

I 1338 udstedte Erkebiskop Paal Kaldelse til et nyt Provinsialconcilium, der skulde holdes i Nidaros den 20de August. Biskop Haakon af Bergen undskyldte sig paa Grund af Sygdom for at møde personligen, hvorimod han skulde sende Fuldmægtige. Han udnævnte ogsaa den 28de Juli tvende Chorsbrødre for at møde i sit og Kapitelets Ombud. Erkebiskoppen afsagde imidlertid igjen Conciliet, uvist af hvilken Grund^[1].

I dette samme Aar overdrog Pave Benedictus XII Erkebiskop Paal et Hverv vedkommende den svenske Kirke. Her var Uenighed opstaaet mellem Erkebiskop Peter Filippussøn af Upsal og Minoriterne. Peter havde tidligere været Prior af Prædikebrødrenes Orden, og synes som Prædikebroder ikke at have havt noget godt Øie til Minoriterne, hvilke han ved flere Leiligheder fornærmede i sit Biskopsdømme, ja endogsaa berøvede et Kloster i Upsal. Herover klagede Brødrene af Stokholm, Eenkjøping og Upsal til Kurien, idet de fremsatte mange Beskyldninger mod Erkebiskoppen og paastode, at denne haardt forfulgte dem. Paven tilskrev nu fra Avignon den 1ste September Erkebiskop Paal og gav ham Fuldmagt til at indkalde de stridende Parter for sig og afgjøre Tvisten^[2]. At han betroede Paal dette Hverv vidner udentvivl om den Agtelse han har for denne Prælat.

Udpaa Høsten 1338 kom Biskop Jon Haldorssøn af Skaalholt til Norge ifølge Erkebiskoppens Kaldelse. Han var syg ved Ankomsten til Bergen, frisknede siden noget til, men blev atter syg og døde den 2den Februar 1339. Han blev begraven hos Prædikebrødrene i Bergen, til hvis Orden han, som før sagt, hørte^[3]. Annalerne give ham, idet de anføre hans Død, det Vidnesbyrd, at han

1. Bp. Haakons Breve, Sml. V. 117, 119, 120, 123, 125, 126. Man seer af det sidstnævnte Brev, at Erkebiskoppen har i sit Brev ladet Haakon vide: „at han paa Grund af forskjellige Tilfælder, som man snarere kunde kalde Uheld“ ikke kunde holde det bestemte Concilium; og Biskoppen „beder Gud bøde og bedre alt hvad Erkebiskoppen tykkes mangelagtigt.“ Sigtes hermed til de i dette Aars senere Halvdeel udbrydende Uroligheder, hvorom senere? og have disse foranlediget Conciliets Afsigelse? Ogsaa i et Brev til Biskop Salomon af Oslo (af 1338, Aarets senere Halvdeel), hvori Talen ligeledes er om Conciliets Afsigelse, ønsker Haakon, „at Gud maatte bøde og bedre hvad Salomon endnu tyktes mangelagtigt“. Sml. V. 128.
2. Sv. Dipl. IV. 622–624; jfr. Suhm D. H. XII. 303.
3. S. o. f. II. 214.