var en mærkelig Prædikant, en stor Lærd og hæderlig i sit Levnet[1]. I hans Sted blev samme Aar valgt Jon Eindridessøn, Abbed af Benedictiner-Klosteret i Selia, der modtog sin Indvielse den 25de Juli og kom til Island til sin Stol den 23de August[2].
Annalerne fortælle, at i 1339 Biskopperne Salomon af Oslo og Halvard af Hamar bleve fangne og ranede af nogle norske Høvdinger, blandt hvilke Ulf Saxessøn nævnes som den ene[3]. Er dette rigtigt og ikke at henføre til et tidligere Aar og at sætte i Forbindelse med den foromtalte Tvist, der fandt Sted mellem Biskop Halvard og Hr. Ulf i 1337[4], – saa seer man, at Forliget mellem de to sidstnævnte ikke har været saa ganske alvorlig meent fra Ulfs Side, og at denne ved given Leilighed har kaldet gammel Fiendskab igjen til Live. Da flere Personer her udtrykkelig nævnes, end i Tvisten af 1337 – skjønt ogsaa der er Tale om begge Parters Venner eller Tilhang –, er det ikke ganske usandsynligt, at en ny Voldshandling af verdslige Høvdinger vedrørende Kirken kan have fundet Sted; men om denne gives i saa Fald ingen nærmere Oplysning. Voldsgjerningen maa, hvis den virkelig tilhører dette Aar, ganske vist have paa en eller anden Maade staaet i Forbindelse med den Gjæring i Norges Indre, som ved denne Tid spores, og som havde sin Grund i et, som det lader, almindelig udbredt Misnøie med Maaden paa hvilken Rigsstyrelsen fra Kongedømmets Side førtes.
Kong Magnus Erikssøn havde tilsyneladende en Magt at raade over, som ingen af hans Forgjængere hverken i Norge eller Sverige gjennem flere Aarhundreder havde eiet. Som spedt Barn var han bleven tvende Rigers Konge, og lige ved den Tid, da han som myndig – skjønt kun femten Aar gammel – selv tiltraadte Styrelsen i begge sine Riger, havde heldige Omstændigheder, for hvilke i Grunden hverken han eller hans Styresmænd raadede, ogsaa bragt det danske Landskab Skaane under hans Herredømme (1332). Han skrev sig og var: Norges, Sveriges og Skaanes Konge (Noregs, Svia ok Skáne konungr). Men Magnus besad ikke de Egenskaber, der krævedes for rigtigen at benytte og for at opretholde den Magt, hvilken Forsynet, man kan næsten sige ved den blinde Lykke, havde lagt i hans Hænder.
Ældre svenske Historieskrivere have skildret Magnus’s Karakter og Seder fra den allermørkeste Side. Fra den Stund af – sige de – da han
- ↑ Isl. Ann. 240, 248: Sml. V. 134; Finn Joh. II. 65.
- ↑ Isl. Ann. 248, 250.
- ↑ Isl. Ann. 250. Gjerningsmændene nævnes: Hroar, Sigurd og Ulf. Det første Navn er maaskee feilskrevet for Ivar og betegner da muligen Hr. Ivar Øgmundssøn; ved det andet forstaaes ganske vist Sigurd Hafthorssøn og ved det tredie Hr. Ulf Saxessøn.
- ↑ S. o. f. II. 255.
