begyndte at raade sig selv, hengav han sig ganske til Forlystelser og Usedelighed, til Svir og Overdaad, ja til unaturlige Laster. Han lagde sine ældre, klogere Raadgivere for Had, foragtede deres Advarsler og fjærnede dem fra sig, medens han derimod omgav sig med og lod sig lede af unge Mennesker, ligesaa fordærvede som han selv. Af hans usedelige Forhold til dem har man villet udlede Øgenavnet Smek, hvilket i Sverige tillagdes ham, og maaskee betyder: den Leflende, Smidskende. For at tilfredsstille sin Ødselhed og Pragtlyst betyngede og udsugede han Landet. Han var desuden som Styrer letsindig, upaalidelig og taabelig. Hans Styrelse saavel som hans Levnet paadrog ham almindelig Uvillie og Foragt. – Saaledes udtale svenske Oldskrifter sig om Magnus.
Man har imidlertid al Grund til at tro, at disse Skildringer i mange Stykker, helst med Hensyn til hans Seder, ere farvede af Partihad, og tildeels have sin Oprindelse i ondskabsfulde Rygter, udspredte af herskesyge Stormænd, der søgte at nedværdige Kongen, og med ham Kongedømmet i den almindelige Mening, for selv desto lettere at kunne raade for Rigsstyrelsen. Der findes Antydninger til, at den svenske Almue har bedømt hans Karakter mildere, da den senere hen i Tiden, efterat have prøvet Kong Albrekts og hans Tydskeres Overmod og Haardhed, ønskede sig „den ærlige og gode Herre, Kong Magnus“ igjen til Styrer. Hvad Nordmændene angaar, da spores hverken i de gamle Annaler eller i de os levnede samtidige Breve nogen Anklage fra deres Side mod Magnus’s Seder, ei heller at de have tillagt ham nogetsomhelst vanærende Øgenavn. Man seer tvertimod, at der i Norge og paa Island fandtes Mænd, der betegnede ham med Tilnavnet: den Gode[1], og at der endog gaves Samtidige, som efter hans Død ansaa ham for hellig[2], – en Omstændighed, der synes vidne om, at en skaansommere Opfatning af hans Karakter som Menneske, ja en ikke ringe Hengivenhed for hans Person i disse Lande har været raadende.
Maaskee kommer man i sin Dom om Magnus Sandheden nærmest, naar man antager, at han, ved Siden af mange og store Brøst baade paa Aand og Seder, har eiet et godmodigt og mildt Sindelag samt et blidt og indtagende Væsen. Ved de sidstnævnte Egenskaber, som mest traadte for Dagen i Magnus’s offentlige Liv, heftede man i Norge fortrinsviis sin Opmærksomhed, idet man lod dem dække over hans private Livs, mere anede end vitterlige, Udskeielser. I Sverige derimod blottede man netop disse, og gav dem for Almeenheden det mest hadefulde Anstrøg; og det gjorde de ærgjerrige Store af egennyttige Statsøiemed, for derved at modarbeide og udslette ethvert gunstigt Indtryk,
