som Kongen i sin offentlige Fremtræden kunde gjøre paa Folket ved sin Personlighed.
Men hvorledes det nu end i Virkeligheden kan have forholdt sig med Magnus’s Seder, – vist er det, at han manglede den Aandens og Villiens Kraft, den Smidighed, Standhaftighed og Virksomhed, der kunde gjøre ham til en dygtig Styrer. Dette synes Nordmændene at have erkjendt ligesaavel som Svenskerne; og jo mere Styrke Erkjendelsen heraf efterhaanden vandt, desto lydeligere maatte ogsaa Misnøiet med den bestaaende Tingenes Orden yttre sig.
Alligevel tør man nok paastaa, at ikke Magnus’s Karakterfeil eller Uforstand have været den eneste, eller endog den væsentligste Aarsag til Misnøiet med hans Styrelse. Dette havde udentvivl sin dybere Grund i indviklede og vanskelige Forhold, hvilke Magnus ei fra først af havde fremkaldt, og hvilke rimeligviis en langt dygtigere Konge ikke havde magtet fuldkommen at betvinge, – nemlig i Norges og Sveriges gjensidige Stilling og i hvert enkelt Riges indre Forfatning.
Den fælles Konge var det eneste statsretlige Foreningsbaand mellem begge Riger, og dette Baand havde Tilfældighed snarere end Plan eller Statskløgt knyttet. Det var saa langt fra, at man fra nogen af Siderne tænkte sig Foreningen som et Gode, at man tvertimod fandt den at være et Onde, der for Øieblikket var nødvendigt, men som man dog burde søge snarest muligt at blive af med. Aarsagen til denne Anskuelse var atter ingenlunde nogen hadsk eller avindsyg Stemning mellem de tvende Folk, Nordmænd og Svensker, indbyrdes, – dertil findes ved denne Tid, og man kan sige under den hele Forening, ikke det minste Spor. Men Grunden laa i hvert enkelt Riges indre statsretlige Forhold og den ringe Udvikling disse endnu havde opnaaet.
I Sverige var Kongedømmet en ved Lov og Vedtægt erkjendt, uundværlig Statsmagt, den første i Rang og Hæder; og det besattes ved Valg: ved Folkets Valg, som det hed. Man havde dog derhos allerede vant sig til at sideordne denne første Statsmagt en anden: en selvsluttet Forening af Rigets geistlige og verdslige Stormænd, et Raad, hvad enten man nu benævnte det Rigets eller Kongens, og dette havde tiltaget sig den Ret at handle for Folket, endog ved Kongens Valg. Ifølge sin Stilling, paa den ene Side som en af det selv valgt Konges selvskrevne Raad, og paa den anden som Almuens Formynder, var det den sande Sjæl i Sveriges Rigsstyrelse. Det maatte føle sig kaldet til ikke alene at veilede og understøtte Kongen som Raadgiver, men ogsaa til at træde midlertidig ind i Kongedømmets Virksomhed,
