naar tilfældige Omstændigheder maatte kræve dette, ja til at optræde mod Kongedømmet i eget og Folkets Navn, naar det selv maatte finde, at Kongen misbrugte sin Myndighed. Sverige kunde altsaa ikke siges ganske at mangle en styrende Statsmagt, om det end ikke havde en Konge i sin Midte.
I Norge derimod var Forholdet – som allerede oftere forhen paapeget – ingenlunde det samme. Kongedømmet var her, ikke alene i Følge Lov og Vedtægt, men ogsaa i den almindelige Mening, baade i Høvdingernes og Almuens, af endnu høiere Betydning end i Sverige. I Norge tænkte man sig vistnok ogsaa altid Kongen som styrende med gode eller de bedste Mænds Raad; og ved disse gode Mænd, der dannede Kongens Raad i videre Betydning, tænkte man sig fortrinsviis samtlige Rigets geistlige og verdslige Stormænd eller høiere Embedsmænd. Men dette Raad opfattedes aldeles ikke af den almindelige Mening, som en Folket repræsenterende, eller paa en Maade Folket umyndiggjørende, Statsmagt, der i slig Egenskab var Kongedømmet sideordnet. Det gjorde ikke engang selv Krav paa at opfattes saaledes. Det havde heller ikke den ringeste Indflydelse med Hensyn til hvo der skulde være Konge, saalænge nogen lovlig Kongedømmets Arving fandtes; thi Norges Kongedømme var, som vi vide, strengt arveligt efter visse i Loven foreskrevne Regler. Raadet kunde hverken ifølge Lov eller Vedtægt handle uden i Forening med Kongedømmet, som raadende og styrkende samme, og det endda kun – saavidt skjønnes – ifølge Kongens særlige Kaldelse. Det kunde, naar en lovlig og myndig Konge gaves, ikke med Retskraft træde i Kongedømmets Sted eller overtage dets Virksomhed, uden i alt Fald ifølge Kongens særlige Bemyndigelse. Det var, da det for største Delen bestod af Kongens haandgangne Mænd, indbefattet i hans Kongeed, og saaledes pligtigt til at understøtte ham med Raad og Daad ja vel og med Advarsler til hiin Eds Overholdelse – til Overholdelse af den deri besvorne Landets og Folkets lovhjemlede Ret; men det havde ingen ved Lov eller Vedtægt hjemlet Adgang til selvkaldet at optræde ligeoverfor Kongedømmet i Egenskab af Folkets Repræsentant, eller endog i Folkets Navn bruge Tvangsmidler mod Kongen, om og denne forsømte sin kongelige Skyldighed. I sin Tid, for et Par Aarhundreder tilbage, da Lendermandsverdigheden endnu var i sin fulde Kraft, og Kongens første selvskrevne Raadgivere vare Lendermændene, der væsentlig støttede sig til Folket, skjønt de tillige vare Kongens haandgangne Mænd og Medhjælpere i Landsstyrelsen, – da kunde man sige, at Lendermændene i Kongens Raad udtalte Folkets Ønsker og Villie, ligesom Bønderne selv udtalte den paa Thingene. Da vare Lendermændene virkelig Folkets stadige Repræsentanter ved Kon-
