Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/276

gens Side. Men denne Tingenes Stilling var først ved Lendermændenes næsten fuldkomne Overgang i Kongedømmets Tjeneste, og senest ved Lendermandsverdighedens endelige Ophævelse i 1308 ganske forrykket. Raadet i Norge var nu, hvad dets verdslige Medlemmer angik, – især som Følge af Kong Haakon Magnussøns Foranstaltninger – ifølge Retten ikkun at at ansee som en Deel af Kongedømmet, som en Medhjælp for dette i Rigsstyrelsen, som en Magt, der, udsprungen fra Kongedømmet, i dette alene havde sin Holdning, ikke i nogen Overdragelse eller udtrykkelig Erkjendelse fra Folkets Side, ligesaalidt som i nogen hevdet arvelig Selvskrevenhed; den første fandt nemlig aldrig Sted, og den sidste forsvandt med den i Grunden arvelige Lendermandsverdighed. Alle de verdslige Medlemmer af Raadet: Riddere, Hirdstyrere, Svende, Sysselmænd, Lagmænd, eller hvorledes de nu kunde nævnes, – vare blot selvskrevne til fine Raadspladse gjennem en Verdighed eller en Embedsstilling, som Kongedømmet, eller i de fleste Tilfælde endog Kongen i egen Person, alene kunde meddele dem. Ikkun Biskopperne kunde, som uomtvistelige Repræsentanter for en baade af Kongedømme og Folk erkjendt mægtig Stand i Staten, siges at være fuldkommen selvskrevne, af Kongens Valg uafhængige Raadsmedlemmer. Og deres Stilling i Kongens Raad var ikke alene paa Grund af dens fulde Selvskrevenhed af høi Betydning. Kong Magnus Lagabøters Lov havde desuden, som tidligere omtalt, ved indtrædende Kongevalg hjemlet dem en afgjørende Stemme blandt Vælgerne, – noget som let kunde udtydes og virkelig ogsaa synes at have været udtydet som en Indrømmelse af deres bestandige Forrang i Kongedømmets større Raad. Endelig havde lige fra Kong Magnus Erlingssøns og Erkebiskop Eysteins Forhandlinger, ja vel endog fra ældre Tider, den Forestilling efterhaanden meer og meer rodfæstet sig hos Norges Almeenhed: at den hellige Olaf var det norske Kongedømmes, ligesom den norske Lovgivnings og den norske Kirkes Ophav og Kilde, – samt at han, endog efter sin Død, fra sin Helligdom i Nidaros styrede Norge som dets usynlige Overkonge. Den raadende jordiske Konge, Hellig Olafs Frænde, var hans nærmeste arvelige Repræsentant og Vikarius. Men fandtes ei denne, stod Kongedømmet af en eller anden Grund ledigt, saa var Nidaros’s lovlig valgte Erkebiskop midlertidig Hellig Olafs Repræsentant ligesaavel i Staten som i Kirken, og i slig Egenskab selvskreven til øverste Rigsvikarius, ligesom altid til den Første i Kongedømmets Raad. Denne Anskuelse havde tydelig aabenbaret sig og gjort sig gjældende, ja den var saa at sige bleven til en Kjendsgjerning, først ved Underhandlingerne med Sveriges Raad i Anledning af Magnus Erikssøns Valg til Sveriges