Konge, ved hvilke Underhandlinger Erkebiskoppen var første Mand fra norsk Side, – og senere end meer ved Beskikkelsen af en Formand for den norske Rigsstyrelse i Kongens Mindreaarighed, hvilken Beskikkelse eenstemmig overdroges Erkebiskoppen, og det upaatvivlelig som en Selvfølge af dennes Stilling[1]. Skulde der altsaa for Norges Vedkommende paa denne Tid være Tale om en anerkjendt Statsmagt, der selvskreven kunde midlertidig træde i Kongedømmets Sted, maatte det være Nidaros’s Erkebiskop. Saaledes vil man ogsaa finde, at Sagen virkelig stillede sig senere hen i Tiden, da Norges Kongedømme gjentagne Gange maatte ansees for fuldkommen ledigt. Men herom kunde nu naturligviis ikke blive Spørgsmaal, da en lovlig og myndig norsk Konge gaves, i hvis Hænder Kongedømmets hele Magtfylde ubeskaaren hvilede. Man kan følgelig sige, at efter Norges da bestaaende Statsforhold Kongedømmet her ifølge Ret og Vedtægt ikke alene var en uundværlig Statsmagt, men meget meer den eneste i Lov og Folkemening erkjendte Kilde for al verdslig styrende Myndighed.
Sveriges og Norges indre Statsforhold vare altsaa for Tiden, i Korthed sammenstillede, følgende: – I begge Riger fordredes et Kongedømme og en Konge, styrende med Raads Raad, i Samfundsordenens Spidse. Men i Sverige besattes Kongedømmet ved Valg, og Kongevalget var væsentlig i Raadets Hænder. I Norge derimod var Kongedømmet arveligt. I Sverige var Raadet voxet baade Kongedømme og Folk over Hovedet, saaledes at der blot udfordredes et Skyggekongedømme, for at Statslivet kunde gaa sin Gang, medens Raadet egentlig, og det ifølge godkjendt Selvtægt, havde Landsstyrelsen i sine Hænder. I Norge derimod var Kongedømmet Landsstyrelsens eneste Ihændehaver, for hvilket baade Raad og Folk var traadt i Skyggen. I Sverige repræsenteredes Rigets Selvstændighed nærmest ved Raadet; i Norge ved Kongedømmet. Man seer strax, i hvilket af Rigerne Kongedømmet lettest kunde udfyldes ved en anden Statsmagt, og i hvilket af dem derimod et kraftigt, selvstændigt, altid inden Landets egne Grændser værende Kongedømme mest udkrævedes.
Men skjønt i Sverige Kongedømmet, efter de indre Statsforholdes Natur, lettere end i Norge kunde, i det mindste for kortere Mellemrum, undværes, uden at derfor Statsverkets Gang stod Fare for at komme i Ulag, saa var man dog dengang, der ligesaavel som her, vant til at have en Konge inden Rigets egne Enemærker. Den svenske Almue satte endnu Pris paa, at vide en Konge altid i Statssamfundets Spidse, hvem den kunde henvende sig til umiddelbart inden sit eget
- ↑ S. o. f. II. 193, 216 f.
