Land, naar vel undertiden Herrevældet forekom den noget trykkende; og Raadet, om det end fuldkommen var sig sin egen Magt bevidst, og gjerne i Et og Alt udøvede Kongedømmets Myndighed paa en saa selvstændig Maade som muligt, maatte for Almuens Skyld opretholde Skinnet af en kongelig Styrelse. En Konge fordredes altsaa i begge Riger, og det helst en, der saa stadigen som det lod sig gjøre var inden hvert enkelts egne Grændser. Vi have seet, at dette Krav allerede gjorde sig gjældende i Overeenskomsten mellem Rigerne i Anledning af Magnus Erikssøns Salg til Sveriges Konge. Thi dens væsentligste Bestemmelse gik ud paa at fordele Kongens personlige Nærværelse ligeligen paa begge Riger. Dette gik nu endda nogenlunde an under Kongens Mindreaarighed, da hans personlige Styrelse alligevel af Alle og Enhver maatte skjønnes at være et blot og bart Skin, og da hvert af Rigerne havde sin Formynderstyrelse, der, aldeles uafhængig den ene af den anden, ifølge lovlig Bemyndigelse, handlede i Kongedømmets Navn. Men allerede den før omtalte Paaskyndelse af Kongens Myndighed, skjønt dog Formynderstyrelsen i begge Riger synes at have opfyldt sin Skyldighed, hentyder paa et Savn, som begge Steder føltes af Folket, især udentvivl af Almuen; – og dette var Savnet af en selvstyrende Konge. Man fik det afhjulpet. Men nu kom ogsaa Foreningens Brøst ret tydelig for Dagen. Nu opstod aabenbart en Veddestrid mellem begge Riger, om hvilket af dem nærmest kunde tilegne sig Kongens Person, som nu meer end før hvert af dem tiltrængte i sin Midte.
Man finder, at der i Norge, meget kort efter Magnus’s Optræden som selvstyrende Konge, nemlig allerede i 1333 har reist sig Uroligheder. Anstifterne vare den afgangne Drotsete Erling Vidkunssøn, Kongens Systrunger (Fættere paa Mødrene), de unge Hafthorssønner Jon og Sigurd, samt den før omtalte Ulf Saxessøn. Disse forholdt Kongen det faste Tunsberghus. Uroligheden blev dog dengang snart dæmpet, idet Erling og Hafthorssønnerne gave sig i Kongens Vold mod fuldkommen Tilgivelse, men den trodsige Ulf midlertidig forlod Landet, enten frivilligen eller til Følge en Fredløshedsdom[1]. Maaskee har denne oprørske Bevægelse fundet Sted i Anledning af Kongens langvarige Ophold i Skaane og Sverige under Sommeren og Høsten i det nævnte Aar[2], og er bleven stillet under Kongens Nærværelse i Oslo i Mai Maaned 1334, da Biskop Salomon og Kongens Raad ogsaa der var
