af Vielse, vilde indgaa Egteskab, uagtet den pavelige Cølibatslov, der under Erkebiskop Sigurds Metropolitanstyrelse (1231–1252) var bleven gjort gjældende i den norske Kirke, forbød Subdiakoner og alle, som vare høiere end de i kirkelig Vielse, at gifte sig. Bestemmelsen var vel ikke endnu paa lovlig Maade indtagen i de bestaaende Christenretter, men den havde den canoniske Rets udtrykkelige Bud og allerede fast hele det romersk-katholske Europas Vedtægt for sig, og var desuden bleven indskjærpet af begge de nærmest foregaaende Hole-Biskopper, Henrik og Brand. Odde vovede at tilsidesætte den, deels vel paa Grund af at Bestemmelsen endnu ikke paa Island havde vundet fuldkommen Lovskraft, deels fordi hans paatænkte Giftermaal understøttedes af Gissur Jarl. Arne gjorde imidlertid Indsigelse mod hans Forehavende; men dette agtedes ikke. Brylluppet holdtes og Jarlen var selv nærværende. Da Arne hørte dette, lyste han Forbud over Odde og alle dem, som havde været tilstede i Brylluppet; og Jarlen fandt til sin Forundring, da han kom hjem til sit Sæde paa Stad paa Reynisnæs, at Kirken der var lukket. Det kom til et Møde mellem ham og Arne, ved hvilken Leilighed Jarlen beraabte sig paa gammel Landsskik og paa sit eget Exempel, da han, uagtet Diakonus af Vielse, havde været gift, for at bevise, at Oddes Giftermaal var lovligt; Arne derimod beraabte sig paa Pavens Bud, hvilket Alle vare skyldige at lyde. Enden blev, at Jarlen maatte give efter, og Odde igjen skille sig ved sin Hustru. Gissur yttrede dengang til Arne, at han troede denne vilde blive paastaaelig mod dem, med hvilke han havde Sag, siden han ikke havde veget for Jarlen; og deri tog han ikke Feil[1].
Da Biskop Jorund Thorsteinssøn i 1267 kom til Hole Stol med Beskikkelse ogsaa at have Indseende med Skaalholts Biskopsdømme paa Grund af Biskop Sigurds Alderdomssvaghed, saa sendte han, som allerede sagt, Arne til Skaalholt for at understøtte Sigurd i hans Embedsførelse. I denne sin nye Stilling vandt Arne baade Biskop Sigurds og Landsfolkets Bifald, saaledes at, da Sigurd i 1268 døde, besluttede Skaalholts Biskopsdømme med Biskop Jørunds Raad at foreslaa ham til den Afdødes Eftermand. Brev blev da i denne Anledning udfærdiget til Erkebiskop Jon, der erkjendtes for at være den som raadede for Valget, med Bøn om, at han vilde vælge Arne, og denne drog til Norge med Anbefalingsbrevet.
Ved Arnes Routine til Norge i 1268 var Erkebiskop Jon endnu ikke hjemvendt fra Rom. Men da han efter sin Tilbagekomst traf Arne og blev bekjendt med Islændingernes Ønske, viste han sig for Øieblikket ikke villig til at opfylde dette. Grunden anføres ingen-
- ↑ Bp. Arnes S. c. 1–4.
