Om Sommeren 1337 var Kongen med Dronningen atter i Norge,
og hele Raadet var, som forhen fortalt, samlet om ham i Oslo og
paa Akersborg i August Maaned. Alt synes her at være løbet af i
Enighed og Venskab, uagtet de Forhandlinger, som førtes Kongen og
Erkebiskoppen imellem angaaende Dommermyndigheden i geistlige Sager[1].
Endnu den 27de September var Kongen i Oslo[2], og den
10de Marts 1338 var han i Tunsberg[3]. Man maa saaledes tro,
at han har opholdt sig hele Vinteren over i Norge. Lidt senere i
Aaret 1338, nemlig den 12te April, drog han til Baahus[4], og
der var han endnu den 2den Juni[5], skjønt i Norge, dog ved
Grændsen af begge sine Riger. I September var han i Upsal og
mod Aarets Slutning i Skaane[6]. Den paafølgende Vinter 1338–1339
maa han have opholdt sig i Sverige, hvor han den 13de Februar
1339 var i Skara i Vester-Gøtland[7].
Man seer, at Magnus, i de første syv Aar efter sin Optræden som myndig og selvstyrende Konge i Norge, virkelig har opholdt sig meget ofte i dette Rige; – om fuldkommen ligesaa megen Tid som i Sverige, kunne vi ikke afgjøre, men Forskjellen kan i ethvert Fald ikke have været betydelig, da der saagodt som er Vished for, at han har opholdt sig i Norge en Stund hvert Aar, eller i det mindste at ikke stort meer Tid end eet Aar kan have ligget imellem hver Gang han besøgte dette Rige. I saa Henseende kunde der følgelig ikke være nogen synderlig Grund til Anke fra norsk Side over hans Forkjærlighed for Sverige. Men ligefuldt maa Nordmændene have fundet Kongens Besøg i deres Land sjældnere og kortvarigere end deres Tarv krævede. Og saa ufuldstændig ordnet som Rigsstyrelsen dengang var, kunde de have fuldkommen Ret.
En Fællesstyrelse for begge Riger ved Kongen med et Raad af begges Mænd stred ligefrem mod Foreningens Natur og hvert enkelt Folks Selvstændighedsfølelse. At Kongen under sit Ophold i det ene Rige havde visse Raadgivere af det andet hos sig og med deres særskilte Raad styrede dette skjønt fraværende, det var ogsaa ikke alene stridende mod Foreningens Aand i det Hele men tillige udtrykkeligen hindret ved den Artikel i Overeenskomsten, der bestemte, at det ene Riges Mænd ikke maatte følge Kongen længer end til det andet Riges Grændse. Om ingen af disse Styrelsesmaader kunde der altsaa
- ↑ S. o. f. II. 253.
- ↑ Brev af denne Dag i N. Dipl. II. 187.
- ↑ Br. af d. D. Or. perg. i A. M. Sml. fasc. 52 No. 3.
- ↑ Bp. Haakons Br. af 15de Mai, Sml. V. 117.
- ↑ Br. af d. D. Or. perg. A. M. S. fasc. 2 No. 13.
- ↑ Brev af ham fra Upsal af 22de September, og fra Helsingborg af 15de November 1338. Sv. Dipl. IV. 627, 637; jfr. Suhm D. H. XII. 296; Lappenb. II. 357.
- ↑ Sml. V. 564; Sv. Dipl. IV. 649.
