blive Tale, saameget mindre, som de forudsatte en høiere politisk Udvikling end den, der endnu var bleven noget af de tvende Folk til Deel.
Der gaves imidlertid endnu andre Udveie at vælge mellem for Norges Vedkommende. – En var, at Kongen, hver Gang han forlod Landet, overdrog sit Raad, eller et Udvalg af dette, eller en enkelt Mand som Rigsforstander med Raad ved Siden, en midlertidig Udøvelse af Kongedømmets fulde Myndighed i Kongens Navn og under hans norske Segl. Dette vilde da omtrent være den samme Styrelse, som fandt Sted i Kongens Mindreaarighed. Men en saadan Rigsstyrelse, naar en myndig Konge gaves, var, som forhen udviklet, ikke stemmende med den i Norge raadende Anskuelse af Kongedømmets Væsen og Verdighed. Styrelsen ved et Raad, hvorledes nu end dette var sammensat, uden nogen bestemt, med overveiende Myndighed udstyret Formand, havde allerede engang viist sig magtesløs, og vilde sikkert heller ikke nu finde sin tilbørlige Støtte i Folkets Agtelse og Lydighed. En med fuld kongelig Myndighed udstyret Rigsforstander, hvad Navn nu end denne bar, kunde maaskee noget bedre fyldestgjøre Folkets Ønske. Men var en saadan Mand, hvilket nødvendig udfordredes, dygtig og Folket kjær, og var han saa dertilmed ikke ganske fri for Ærgjerrighed, kunde han, saaledes som i Norge al styrende Myndighed engang var sammentrængt i Kongedømmet, let blive Kongen selv farlig. Han kunde, med Folkegunsten i Ryggen, sætte Raadet ganske tilside, udstrække sin Indflydelse ogsaa til den Tid Kongen selv var i Riget, tilvende sig et afgjort Herredømme over ham og saa blive den sande Styrer under Skyggen af en villieløs Konges Navn. Noget sligt synes Magnus og hans nærmeststaaende Yndlinger at have frygtet; derfor synes han at have skudt den fordums Drotsete, Erling Vidkunssøn, der maatte synes nærmest selvskreven til en midlertidig Rigsforstanders Post, til Side, og den ene Gang, da han i 1334, vistnok kun for en ganske kort Tid, beskikkede en Drotsete i Norge, havde han dertil valgt en Anden. Kongen kunde have stillet en geistlig Kansler, som ansvarlig Seglbevarer og Medlem af Raadet, ved Rigsforstanderens Side, ligesom Tilfældet havde været i de sidste Aar af Formynderstyrelsen. Dette vilde have været et Baand paa Rigsforstanderens mulige Vilkaarlighed og Herskelyst. Men baade kan det være, at Kongens verdslige Raadgivere, nu som tidligere, nødig have seet en saadan Magt i en Geistligs Hænder, – og desuden antyder meer end een Omstændighed, at Magnus selv i det Hele ikke har ønsket nogen høiere staaende Seglbevarer, netop for at have Kongeseglet til saa meget friere Raadighed.
Efter Paal Baardssøns Fratrædelse fra Kanslerembedet i Anledning af hans Valg til Erkebiskop i 1333 findes nemlig i et Tidsrum
