af meer end ti Aar aldrig nogen Kansler nævnt i Kongens Breve, ligesaalidt som ellers omtalt, og det uagtet en Provst ved Mariekirken i Oslo i denne lange Tid nødvendigviis maa have været, og virkelig ogsaa mod dens Slutning (i 1340) udtrykkelig omtales, nemlig Hr. Erling Gullessøn[1]. Kun een Gang, i 1334, rimeligviis ved den Tid da Kongen, som ovenfor omtalt, beskikkede Hr. Ivar Øgmundssøn til sin Drotsete i Norge, findes en Mand med Herrenavn, altsaa en høiere staaende Høvding, et Medlem af Raadet – om geistlig eller verdslig vides ikke, dog snarest maaskee det sidste –, Hr. Haakon Øgmundssøn nemlig, at have handlet som Kongens Seglbevarer dog uden at nævnes Kansler[2]. Derimod nævnes stadigen i Kongens Breve Presten Paal Styrkaarssøn, Kongens Klerk, som den der baade skrev og beseglede dem. Heraf maa man slutte, at Magnus i al denne Tid ingen Kansler har villet udnævne, men at han selv har havt sit Kongesegl i Forvar og ladet sine Breve dermed besegle ved en af fine underordnede Klerker, hvilken han benyttede paa engang baade som Skriver og som Vicekansler, dog uden engang at tillægge ham denne sidste Titel.
Dette maa, saavidt skjønnes, noksom godtgjøre, at Magnus har været lidet tilbøielig til at betro nogen af Raadet sit Kongesegl, endogsaa under sin Nærværelse i Norge, da han dog personlig kunde have Indseende med dets Brug End mere uvillig maatte han da vel være til en saadan Overdragelse under sit Fravær. Men Kongeseglet maatte, ifølge Tidens Anskuelse, en midlertidig Regjering nødvendig have i Hænde for at kunne handle i Kongens Navn med fuld kongelig Myndighed En Styrelsesmaade som den her beskrevne var altsaa ikke efter Magnus’s Sind, ligesom den vel neppe, under hvilkensomhelst af de antydede Former, ganske fyldelstgjorde den norske Almenhed, eller i dens Øine udfyldte Savnet af Kongens personlige Nærværelse. Den kom ikke heller i den her omhandlede Tid til Anvendelse, i det mindste ikke stadigen eller tilbørlig gjennemført.
Men vilde man nu – af de ovenfor gjetningsviis anførte Grunde, eller af andre ubekjendte – ikke slaa ind paa denne Udvei, hvilken maa forekomme os at ville have været den naturligste og mest tidssvarende, saa laa kun tvende andre aabne, der dog begge vare forbundne med store, let iøinefaldende Misligheder. Enten maatte Kongen under sin Fraværelse fra Norge vedblive at træsfe de for dette Rige fornødne Regjeringsforanstaltninger, ligesaafuldt som om han der var personlig tilstede, og saaledes udfærdige Breve og Forordninger Norge vedkommende og under sit norske Segl fra et fremmed Land, og fjærnet fra alle sine naturlige Raadgivere. Eller ogsaa maatte alle i hans Fraværelse forekommende Regjeringssager henstaa
