uafgjorte, og Rigsstyrelsen saa at sige ligge i Dvale, indtil han igjen indfandt sig i Norge. Det første ansaas vist nok, og det efter hine Tiders Forhold ikke uden Grund, for høist betænkeligt og som noget der let kunde give Anledning til Misbrug og Paavirkning af udenlandsk Indflydelse, ligesom det jo ligefrem stred mod den Grundsætning, at Kongen altid skulde styre med Landets bedste Mænds Raad. Det andet, som i Grunden kan kaldes en Opgivelse af enhver rimelig Udvei, frembragte uundgaaelig en yderst skadelig Sinkelse og Lammelse i hele Statsstyrelsens Gang.
Der findes Beviis for, at Kong Magnus i den her omhandlede Tid, idet mindste ved een Leilighed, har benyttet den første af disse senest nævnte Udveie. Man finder nemlig, at han i 1336 under sit Ophold i Sverige har havt baade det norske Kongesegl og sin norske Klerk, Paal Styrkaarssøn, hos sig, og benyttet samme ved Udfærdigelsen af et Kongebrev for Marie Kirke i Oslo, altsaa Norge alene vedkommende, givet i Stokholm den 8de September[1]. Men han synes selv ved denne Leilighed at have følt nogen Betænkelighed ved Udfærdigelsesmaaden, idet han i Brevets Slutning tilføier, at den indeholdte Bestemmelse „skal staa ved Magt, indtil han selv kommer til Oslo og med de bedste Mænds Raad yderligere kan stadfæste den“. Han har altsaa dengang, som det lader, tænkt sig en Benyttelse af sit norske Segl udenfor Norge ikkun anvendelig til midlertidige Forordninger, hvilke han siden i selve Norge, med sit norske Raads Samtykke, agtede at see stadfæstede. Han har følgelig her vaklet ogsaa i Brugen af denne Fremgangsmaade og ikke vovet at anvende den i fuld Udstrækning, naturligviis fordi han har frygtet, at den skulde vække Nordmændenes Mishag. Exemplet er desuden, saavidt vides – enestaaende, og man maa saaledes med fuld Føie slutte, at heller ikke den Styrelsesmaade, selv med den Indskrænkning Exemplet udviser, er bleven stadig Regel.
Alt synes derimod hentyde paa, at den anden af de senest paapegede Fremgangsmaader har været den stadigst benyttede, – at nemlig Styrelsen i Norge, naar Magnus var udenfor Riget, oftest har været, saa at sige, hovedløs, har enten gaaet sin egen skjæve Gang uden nogen høiere Anordning, eller ligget ganske i Dvale. Et Raad var der af Navn, men uden tilstrækkelig Myndighed, og som det lader næsten aldrig ordentligen samlet. Imidlertid handlede Kongedømmets Embedsmænd, hver i sit Omraade, som dem selv bedst tyktes, uden Samhold, og sikkert ogsaa uden stadigt Hensyn til det hele Statslegemes Tarv. Naar saa Kongen atter kom til Landet, vaagnede Styrelsen
- ↑ Or. Perg. i A. M. S. fasc. 52 No. 2.
