for et Øieblik af sin Døs. Der holdtes gjerne et større Raadsmøde,
en eller anden Regjeringssag blev afgjort, nogle Overlægninger fandt
maaskee Sted om Rigsstyrelsens bedre Ordning, hvilke dog ikke ledede
til nogen gjennemgribende Forandring, – og derpaa, naar Kongen
igjen forlod Riget, sank Alt tilbage i den gamle Søvn eller Forvirring.
Saaledes tør man vist, uden at gaa Sandheden for nær, forestille sig den indre Tilstand i Norge under den første Tid af Magnus’s Selvstyrelse. Et stort Gode under denne Tingenes Forfatning var det, at dog den norske Kirke var vel ordnet, at dens Erkebiskop og Biskopper vare dygtige og redelige Mænd, og derhos at deres Stilling i Staten og Raadet var saadan, at de ved sin Indflydelse baade paa Høvdinger og Almue, ja paa Kongen selv kunde forhindre meget Ondt, om de end ikke for det første, udenfor sit egentlige Omraade, Kirken, kunde drive nogen væsentlige Forbedringer igjennem. Erkebiskoppen, som Hellig Olafs kirkelige Repræsentant og den første Mand i Riget næst Kongen, frembød altid en Magt, som man saa op til med Ærefrygt, og som var i Stand til at danne et Slags Samholdskraft i Statslivet, naar Kongedømmet aldeles glippede. Et stort Gode var det ogsaa under disse Omstændigheder, at den dømmende Myndighed i Norge var selvstændig ordnet og ikke tiltrængte Kongedømmets stadige Indblanding for at gaa sin lovlige og ordentlige Gang; ligesom og at Loven for det private Livs Vedkommende, overhovedet synes at være holden i Agt og i Ære af de norske Stormænd, der endnu ikke havde vant sig til at stille sig over den, til at ansee den given for at rette Bønder og Almuesmænd imellem, men ikke for sig, – noget der paa det nærmeste var blevet raadende Anskuelse i Sverige og Danmark.
Var nu den indre Tilstand i Norge saadan som den næst ovenfor
er skildret, var Rigsstyrelsen saa slap og magtesløs, – maatte vistnok
de dybere Tænkende blandt Folket med Grund frygte en mørk
Fremtid, hvis der ikke snarligen blev raadet Bod paa den herskende
Uorden. Men det var, som allerede udviklet, ikke saa let at finde en
hensigtsvarende Maade, der paa eengang kunde fyldestgjøre baade
Konge, Raad og Menigmand.
Vi have seet, at flere Udveie bleve forsøgte, men at Forsøgene,
