der lededes af en famlende Haand, stedse kun bleve halv gjennemførte, og derfor nødvendig maatte strande. Heri aabenbarede sig meer og meer Magnus’s Mangel paa Styrerkraft og Bestemthed. Det er klart, at han med en vis Ihærdighed holdt paa den udstrakte Kongedømmets Myndighed, som i Norge baade Lov og Folkemening tilkjendte ham; men han for-stod ikke at benytte den til at indføre nogen stadig Styrelsesorden. At han ikke – hvad man i Norge i 1336 mest synes at have ønsket – opgav Sveriges Krone og Rige for ganske at offre sig til Norge, det kan af flere Grunde undskyldes. Han vilde nemlig paa den Maade ikke alene have sluppet sig af Hænder en Magt, som det maatte smigre hans Forfængelighed at eje, men han vilde ogsaa ligefrem have sveget sin Forpligtelse mod hiint Rige, som dog ved Valg havde betroet sit Kongedømme til ham, medens han endnu var et Barn, som endog havde i sin Tid mod Tro og Love opoffret Kongesønnen Magnus Birgerssøn for at sikkre Magnus Erikssøn Kronen[1]. Men stod han fast paa at beholde begge Riger, saa maatte han ogsaa sørge for, at Norges billige Krav paa en ordentlig Styrelse bleve opfyldte. Dette ventede man, som det lader, forgjæves under Kongens Ophold i Norge i 1337–1338; han forlod igjen Riget uden at have føiet nogen Foranstaltninger for Rigsstyrelsen under sin Fraværelse.
Men havde man hidtil baaret over med Magnus’s Vaklen og Raadvildhed med Hensyn til Rigsstyrelsens Ordning, saa gav sig nu endelig det ulmende Misnøie Luft, og det netop paa en Tid, da det var uroligt baade i Sverige og Skaane[2]. Der var et Parti blandt de norske verdslige Høvdinger, der synes at have i Stilhed næret den samme Aand, som lod sig tilsyne i Urolighederne i 1333; og dette Parti satte sig nu i Bevægelse baade med Ord og Handling. Som dets Hovedmænd optraadte atter begge Hafthorssønnerne, Jon og Sigurd, den sidstnævnte yngre Broder udentvivl virksomst, og ved Siden af dem Brødrene Ivar og Finn Øgmundssønner. Erling Vidkunssøn synes derimod denne Gang at have holdt sig tilbage; men hans Søn, den unge Bjarne Erlingssøn, der ellers var Kongen meget hengiven, stillede sig paa de Misfornøiedes Side, dog rimeligviis mest for ved sin personlige Indflydelse hos Kongen at virke til Fred. Man seer ogsaa at Biskop Haakon af Bergen, hvis oprigtige Velvillie for Kongen fremlyser af alle hans Breve, ikke misbilligede Bjarnes Virksomhed, men anbefalede ham Klogskab og at have sin hæderlige Slegts Ære for Øie[3]. I Slutningen af
