skop Haakon synes, efterat være bleven paa Reisen nøiere underrettet om Sagernes Gang, at have anseet sin Nærværelse overflødig og at have vendt om paa Veien. Den 21de September var han nemlig kommen hjem igjen til Bergen uden at have truffet sammen med Erling Vidkunssøn, der lader tit at have overværet Modet og i alt Fald var øster i Landet[1]. Om Erkebiskop Paal kom der tilstede, er ikke sikkert, men dog ikke ganske usandsynligt[2]. Mødet maa forresten være hævet lidt for den 29de September, og Kongen umiddelbart efter dets Slutning være reist til Skaane. Den 30te September og 1ste October holdt han nemlig Retterthing i Helsingborg i Anledning af Uroligheder, som den skaanske Herremand Jon Offessøn havde vakt[3]. Men den 18de November, rimeligviis under Kongens Fraværelse, holdtes en Overlægning (samtal) i Tunsberg, ved hvilken Hr. Erling og hans Søn Bjarne vare tilstede, men hvis Gjenstand vi ikke kjende[4]; og af Biskop Haakons Yttringer til den sidstnævnte mærkes, at denne, efter hvad Biskoppen havde erfaret, var bekymret over sin Sags Stilling[5]. Gjæringen i Norge var saaledes sikkerligen ikke ganske dæmpet ved Underhandlingerne paa Baahus, om end disse kunne have ledet til en overfladisk Udsoning mellem Kongen og hans Modstandere. Med Ivar Øgmundssøn maa i det mindste en saadan være kommen i Stand; thi ikke længe efter ved Biskop Haakon at fortælle, at Kongen har tilskrevet Hr. Ivar ligesom og Erkebiskoppen „meget kjærligen“[6].
Hvad der udentvivl for Øieblikket har mildnet noget de misnøiede norske Høvdingers Stemning mod Kongen, var en Bemyndigelse, som Kongen ved denne Tid meddeelte Erkebiskop Paal til at stille sig i den norske Styrelses Spidse for med „Rigets øvrige Raad og andre forstandige Mænd“ at anordne og iverksætte flere vigtige Regjeringsforanstaltninger, blandt andet sørge for Ordningen af Rigets Mynt. Erkebiskoppen skulde heri handle „som han saa rettest og nyttigst at være for Landets Mænd og Riget“; og Kongen erklærede, „at ville holde og fast iagttage alt hvad Erkebiskoppen i de opgivne Sager retteligen foretog til Rigets Gavn og Nytte“[7]. Det er ganske rimeligt, at Forhandlingerne paa Baahus have middelbart eller umiddelbart fremkaldt dette Skridt af Kongen, og hvis Erkebiskoppen har været personligen tilstede ved hine Forhandlinger, kan muligen Fuldmagten allerede da have været ham mundtligen meddeelt. Rimeligere er det
- ↑ Bp. Haakons Brev til Erling Vidkunssøn af 1ste December 1339, Sml. V. 142.
- ↑ Bp. Haakons Brev til Arne Chorsbroder af Nidaros, Sml. V. 143.
- ↑ Sml. V. 568–572; Sv. Dipl. IV. 682 6845 Suhm D. H. XII. 308.
- ↑ Sml. V. 143.
- ↑ Bp. Haakons Brev til Bjarne Erlingssøn af 19de Januar 1340, Sml. V. 144.
- ↑ Bp. Haakons Brev til Erling Vidkunssøn af 11te Februar 1340, Sml. V. 145–147.
- ↑ Sml. V. Ssts.
