naa, og blandt dem Biskop Haakon. Erling Vidkunssøn var blandt de Tilkaldte; men da han ikke kunde indfinde sig før ved den 29de Juli, fandt man det uhensigtsmæssigt at afvente hans Komme, og i Slutningen af Juni Maaned begyndte Erkebiskoppen Forhandlingerne om Mynten med de Raadgivere, som vare komne tilstede. En Forringelse af Mynten blev af Forsamlingen besluttet, „dog med Forbehold af Kongens høieste Afgjørelse“; og Beslutningen blev af Biskop Haakon ved Brev af 1ste Juli tilkjendegivet Kongen med Anmodning om dennes hastige Stadfæstelse. Biskop Haakon meddeelte ogsaa under samme Dag Erling den fattede Bestemmelse med et slags Undskyldning for, at man ikke havde opbiet hans Komme. Det Hele var aabenbare en af den Tids daarlige Finansoperationer, nemlig ved Myntforringelse og tvunget Myntverd at dreie Pengene i Kongens Kasse. Biskoppen tilkjendegav selv dette i sit Brev til Kongen, idet han lægger ham paa Hjerte at stadfæste Bestemmelsen: „ellers – siger han – tro vi, at det vil falde Eders Fehirde vanskeligt at gjøre store Udbetalinger af liden Indtægt“[1].
De her omtalte Forhandlinger oplyse godt Beskaffenheden af Kongens Fuldmagt til Erkebiskoppen og Maaden hvorpaa den er bleven fortolket af dem, der udentvivl vare bedst indviede i Kongens Anskuelser. Fuldmagten angik for det første ikke Rigsstyrelsen i Almindelighed, men blot Afgjørelsen af visse navngivne, Styrelsesanliggender; og dernæst fortolkedes den som forbeholdende Kongen den endelige Stadfæstelse af de fattede Bestemmelser. Den var altsaa i tvende vigtige Stykker indskrænket. Man kan passende stille Kongens Fremgangsmaade heri ved Siden af hans ovenberørte Fremgangsmaade, naar han benyttede sit norske Segl udenfor Norge[2], og deraf uddrage Kongens egentlige Mening med den Erkebiskoppen givne Fuldmagt: – Kongen skulde have Ret til, udenfor Norge, at udstede midlertidige Anordninger dette Rige vedkommende under sit norske Segl, dog saaledes at de kun fik blivende Gyldighed, naar hans norske Raad senere under hans Ophold i Norge samtykte dem; Raadet derimod, eller dets Formand eller enkelte af dets Medlemmer, skulde, dog kun ifølge Kongens særlige Bemyndigelse, og for de af ham opgivne Tilfælde, have en lignende Net under Kongens Fraværelse, saaledes nemlig, at Kongens senere Stadfæstelse forbeholdtes, for at det Anordnede kunde saa varig Gyldighed. Man seer let, at denne Ordning af Rigsstyrelsen, om end et Skridt paa Forbedringens Bane, alligevel holdt Kongen Heien aaben til mangehaande Vilkaarligheder, ligesom den ingenlunde afgav
