et tilstrækkeligt Foerbyggelsesmiddel mod Slappelse og Standsning i Statsverkets Gang.
Skjønt Erkebiskoppen ved denne Leilighed egentlig var den, som Kongen i Navnet betroede Meningen af Kongedømmets Anliggender, saa synes dog Biskop Haakon at have været den Mand blandt Norges Høvdinger, til hvem Kongen med størst Tillid henvendte sig, for at søge Raad og Understøttelse i Regjeringssager. Der synes ikke at have manglet avindsyge Personer, der stræbte at nedsætte Biskoppen i Kongens Omdømme. Men Kongen var – som det lader – i dette Stykke ikke saa let at besnakke, og Biskoppen vidste at forsvare sig. I et Brev til Kongen af 1ste Marts 1340 nævner Biskoppen udtrykkelig Guttorm Paalssøn, Provst til Apostelkirken i Bergen, som den der havde travlt med at sætte ondt for ham hos Kongen ved at fortælle denne meget og mangt om Uret, som Biskoppen og Kirken i Bergen skulde gjøre sig skyldig i. Biskoppen sigter imidlertid Provsten ligefrem for heri at vise Løgnagtighed og Vrangvished og yttrer, at Gud nok engang vil lade det komme for Dagen, hvorledes det egentlig staar til med den Troskab, Guttorm hykkler mod Kongen og dennes Venner[1]. Magnus viste hvorlidet Indtryk Provstens Snak gjorde paa ham derved, at han længer ud paa Aaret befalede denne, der maa have bestyret Bergens Fehirdsle, for Gunnar der blev Fehirde, at aflægge Regnskab før Indtægterne af nævnte Fehirdsle til visse af Kongen opgivne Mænd, saaledes at Biskop Haakon førte Overtilsyn med Opgjøret, – noget som denne dog bad sig fritagen for, da han, som han sagde, var ukyndig i slige Sager, men vel egentlig ikke har villet have noget hermed at gjøre i dette Tilfælde paa Grund af sit Forhold til Provsten[2]. Senere undlod nemlig ikke Biskoppen at give Kongen gode Raad med Hensyn til de omtalte Indtægter, med hvis Opbørsel i det Hele det stod saare ilde til.
Under Bergens Fehirdsle laa flere Dele af Riget end netop Bergens Biskopsdømme, saaledes Haalogaland og de vestlige Skatlande; og de kongelige Indtægter af disse skulde følgelig med Rette afgives til Kongens Fehirde i Bergen. Men nu var det Tilfælde, at Kongen, rimeligviis for at omgaa det Indseende, Raadet burde have med Kongedømmets Indtægters Anvendelse til Rigets eget Gavn, havde befalet de underordnede Opbørselsbetjente i hine Rigets Dele at bringe Indtægterne umiddelbart til ham selv og ikke aflægge Regnskab til nogen Anden. Og uagtet han saaledes unddrog Bergens Fehirdsle en Deel af de Indtægter, som burde tilflyde den, synes baade han og Dronningen at have gjort store Fordringer paa samme. Dette indsaa
