Biskoppen var galt og til Skade for Kongen selv, som det ved en saadan Fremgangsmaade var let at bedrage. Allerede i sit Brev til Kongen af 1ste Juli 1340 angaaende Ordningen af Mynten bad han ham overveie, hvorledes en bedre Indretning kunde gjøres med Bergens Fehirdsle[1]; og i et senere Brev af 8de August samme Aar udtalte han sig bestemtere om de Misgreb, som fandt Sted. Kongen – siger han – var udentvivl af Gunnar (Fehirden) underrettet om, hvorledes det stod til med de kongelige Indtægter i Bergens Fehirdsle. Næsten alle Opbørselsmænd, som komme baade nordenfra (fra Haalogaland) og vestenfra (fra de vestlige Skatlande), paaskyde, at Kongen har budet dem at bringe det Opbaarne til ham selv og ikke staa nogen Mand Regnskab eller Ansvar derfor uden ham. Dette finde de sig vistnok fortræffelig tjente med, da det jo er Kongen ubekjendt, hvor store Indtægter der falde paa hvert Sted og hvori de bestaa; han maa tro dem paa deres løse Ord, og da kommer det an paa, hvor redelige de selv ville være. Biskoppen skulde ansee det forlangt tjenligere, at disse Opbørselsmænd aflagde fuldt Regnskab for Fehirden, og denne igjen bragte det Indkomne til Kongen paa hans nærmere Bud. Skal Fehirden ikke tage meer end som falder i Bergens Biskopsdømme alene, vil det falde ham vanskeligt at tjene Kongen og Dronningen som ret og sømmeligt kunde være. Brevet ender med det Ønske, at Kongen om dette og Andet vidste saa god Besked som maatte behøves[2].
I samme Retning yttrede Biskop Haakon sig i et senere Brev til Kongen af 3die November 1340. Biskoppen skulde tro – heder det her – at det var bedst, at Indtægterne fra ethvert Sted afgaves til Kongens Fehirde i Bergen, som derfor skulde gjøre fuld Rigtighed og Regnskab, saaledes at Kongen deraf kunde erfare, naar hans Indtægter minke eller vore. Fehirden skulde da siden lade det komme an paa Kongens nærmere Bestemmelse, hvorledes Indtægterne skulde anvendes Biskoppen kan med Sandhed sige, at Gunnar (Fehirden) har viist sig i Kongens Ærinder som en brav Mand, og han har nu et Kjendskab til Forholdene i sin Fehirdsle, som er Kongen nyttig. Derfor tror Biskoppen, at det vil være skadeligt at omskifte ham med en anden. Thi Kongen bør i dette Embede beholde een og samme Mand, saalænge han har Tiltro til denne, og Manden viser sig Tiltro verdig[3].
Man seer altsaa, at Biskop Haakons Raad til Kongen i denne ganske vigtige Styrelsessag har været, at han skulde lade alle Opbørsler af Kongedømmets Indtægter nærmest gaa til vedkommende Fehirdsle, og lade Fehirden, som forstod samme, gjøre nøie Regnskab
