for det Modtagne og derpaa besørge Anvendelsen efter Kongens Bud. Det vides ikke, om Magnus har fulgt Biskoppens Raad; men hvad enten han nu fulgte det eller ikke, saa var Raadet i sig selv godt, og Biskoppen viste deri et klarere Statsmandsskjøn, end da han tilraadede eller samtykte Myntens Forringelse. Og dog finder han ogsaa med Hensyn hertil sin Undskyldning i Tidsalderens vrange Begreber om Myntens og Myntrettens sande Betydning.
Hvilken Indflydelse Biskop Haakon har øvet paa Landsstyrelsen, i det mindste inden sit Biskopsdømmes Grændser, og hvilken overordnet Myndighed Kongen der maa have betroet ham, viser ogsaa visse Forhandlinger i det følgende Aar 1341. Lybekkerne fandt, at deres ældre Handelsrettigheder i Norge ikke bleve ret overholdne, at de bleve betyngede med utilbørlige Afgifter, og at deres Handlende bleve forurettede af Kongens Mænd. De indgave Klage herover til Kongen under dennes Ophold i Sverige. Kongen svarede dem først ved et Brev fra Stokholm af 4de Mai 1341, at han intet herom kunde afgjøre, for han selv kom til Norge, hvor de da maatte henvende sig til ham[1]; men senere under 10de Mai anbefalede han dem at sende to Fuldmægtige til Bergen ved næstkommende St. Hans, da Kongen skulde byde sin Ridder Hr. Erling Vidkunssøn og sin Fehirde i Bergen at træde sammen med dem for at underhandle og træffe Overeenskomst med Hensyn til de indgivne Klagepunkter[2].
To lybekske Sendebud indfandt sig ogsaa i Bergen ved den bestemte Tid med Anbefalingsbrev af 14de Juni fra Raadet i Lybek til Biskop Haakon[3]. Men hverken Hr. Erling eller Fehirden vare tilstede, og man skulde næsten tro, at de ei have modtaget nogen bestemt Befaling fra Kongen med Hensyn til Underhandlingen. Biskop Haakon, som ved Brev af 1ste Juli underrettede Erling om Sendemændenes Ankomst, yttrer nemlig heri, at Erling selv maa vide Besked, om hvad der er ham paalagt i denne Sag. Han finder det passeligt for Kongens Skyld, at der blev handlet i Overeensstemmelse med hvad han havde tilskrevet Lybekkerne, eller at der i det mindste blev gjort en høflig Undskyldning, paa det at man ikke altformeget skal klage over Kongens Glemsomhed[4]. For det første blev der saaledes intet af Underhandlingen.
Biskoppen meldte Kongen ved Brev af 23de Juli de lybekske Sendemænds Andragende, samt at hverken Hr. Erling eller Fehirden vare tilstede i Bergen, og udbad sig Kongens nærmere Bestemmelse[5]. Om nogen saadan senere er indløben, og om tilfølge samme Underhandlingen er kommen Gang, vides ikke. Men om saa har været, har den
