Om de tvende norske Biskoppers, Haakons og Eriks, Død eller
andre mellemkommende Hendelser kan have bevirket en Udsættelse af
det til 15de August 1342 berammede Provinsialconcilium i Konghella,
lader sig ikke afgjøre. Men at en Udsættelse har fundet Sted, bliver
høist rimeligt, da man ingensomhelst Oplysning finder om dets Afholdelse,
eller om hvad der er blevet forhandlet, uagtet det, som ovenfor
sagt, hed sig, at Kongen paa Conciliet vilde foredrage vigtige
Sager. Den lange Henstaaen ikke alene med den nye skaalholtske Biskops,
men med alle de senest valgte Biskoppers Indvielse gjør ogsaa
en saadan Udsættelse trolig. Man ved heller ikke den ringeste Besked
om, hvorvidt Erkebiskoppens almindelige Visitation er kommen til at
gaa for sig, og om han i den Anledning om Sommeren 1342 har
været syd i Landet. Den paafølgende Vinter er det sikkert, at Paal
har været nord i sit eget Biskopsdømme; thi den 1ste December 1342
(1ste Søndag i Advent) finder man, at han har visiteret Steins Kirke
i Orkdøla-Fylke. Han var ved denne Leilighed i Følge med tvende
Chorsbrødre af Nidaros, Thorstein Erikssøn og Sigurd Andressøn,
samt havde en Notarius eller Skriver, Thorer Gunnarssøn, med sig.
Erkebiskoppen spurgte „efter gammel Sedvane“ de Bønder, som vare
komne til Kirke og med deres Børn til Fermning eller Confirmation,
om de havde nogen Ting at klage paa „Provster, Prester, Klerker
eller andre hans Tjenestemænd,“ da han i saa Fald vilde gjøre Ret
for, hvad de kunde have forseet sig, og straffe den Skyldige. Men
Bønderne svarede, at de ei havde paa Nogen at klage, og havde ei
heller klaget paa Nogen, „hverken de som paa Frostathing vare i
Sommer, eller andre,“ men Alle takkede Erkebiskoppen og sagde, „at
hans Prester og Mænd vare dem til Hjælp i alle gode Ting“[1].
Man lærer her at kjende en ikke uvigtig Forretning, som „ifølge gammel
Sedvane“ paalaa Biskopperne ved deres Kirkevisitatiouer, nemlig
offentlig at indhente Sognemændenes Erklæring om, hvorvidt de
havde noget at klage paa de geistlige Embedsmænds Fremfærd imod
dem.
Hvad forresten angaar Provinsialconciliets videre Udsættelse, da er den i sig selv ganske rimelig ifølge de i 1342 stedfindende Forhold. Gjæringen truede nemlig paa den Tid baade i Norge og Sverige med et Udbrud, uden at dog endnu i August Maaned, da Conciliet var samlet, Alt synes at have været ganske forberedt fra Høvdingernes Side til det afgjørende Skridt. Under en saadan Spendig har vel neppe Kong Magnus fundet sig oplagt til at forhandle med de norske Biskopper, og disse fra sin Side kunne vel ogsaa have ønsket at see
- ↑ Kundgjørelse, udstedt af de tre førstnævnte Mænd samt ni andre, Or. perg. A. M. S. fasc. 10 No. 5.
