en mere bestemt Vending af Sagernes Gang, især i Sverige, før de
valgte sit Parti i Norge. Det forventede Udbrud lod imidlertid ei
længe vente paa sig.
Misnøiet med den bestaaende Tingenes Orden havde, som det lader, i de seneste Aar været i stadig Tilvext baade i Norge og i Sverige, og i begge Riger synes de mest raadende Høvdinger efterhaanden at være komne til den Overbeviisning, at det ikke var Kong Magnus’s Uduelighed alene, som voldte Styrelsens uordentlige Gang, men ogsaa selve de tvende Rigers Forening, idet denne, under de stedfindende Forhold og Statsindretninger, ikke tillod Kongedømmet at indtage sin rette Plads i noget af dem. Og saaledes kom omsider det Forsæt til Modenhed i begge Lande, at udvirke eller i det mindste forberede en Ophævelse af Foreningen.
Vi have seet, at den Styrelsesforanstaltning Magnus i 1339 eller
1310 traf for Norges Vedkommende, idet han paa en Maade stillede
Erkebiskop Paal i Landsstyrelsens Spidse, hverken i sit Anlæg eller i
sin Udførelse rammede Maalet, skjønt maaskee selve Tanken, som laa
til Grund, kan have været rigtig. Foranstaltningen, som den fremtraadte
for Dagens Lys, var en halv Forholdsregel, hvilken, utilstrækkelig
som den var i sig selv, Kongen ovenikjøbet hverken forstod eller
magtede at gjennemføre. Den opgaves udentvivl ogsaa næsten ligesaasnart,
som den var traadt i Virksomhed, og det er blot i 1340
man finder det enkelte svage Spor af den, som tidligere er paapeget[1].
Det er ovenfor yttret, at Kong Magnus muligen i April Maaned 1340 for en ganske kort Tid har været i Oslo[2]; men naar dette undtages, saa findes intet Tegn til at han har besøgt Norge, hverken i det nævnte Aar, eller i de tvende paafølgende. Han synes i denne Tid uafladelig at have opholdt sig deels i selve Sverige, deels i Skaane og deels i Nørre-Halland, hvilket sidste Land egentlig var en Arv efter hans Fader, et oprindelig dansk Len, som ikke kunde regnes hverken til Norge eller Sverige, men hvor han var ganske nær Grændsen af begge. Under denne hans lange Fraværelse fra Norge finder man ingen ordentlig indrettet eller fuldkommen bemyndiget almindelig Rigsstyrelse i Norge, der kunde paa Kongedømmets Vegne endelig afgjøre forefaldende Regjeringssager, meget mindre handle i Kongens Navn,
