eller, hvad der var det samme, udstede Anordninger under hans norske Segl. Dette synes tvertimod Kongen den hele Tid selv at have havt i Forvaring, og at have benyttet det udenfor Norge i norske Anliggender med større Frihed og Egenraadighed end nogensinde før. I 1341 finder man ham den 29de Juni i Stokholm udstede tvende Breve før den nederlandske Stad Kampen angaaende dens Borgeres Handelsfriheder i Norge, hvilke maa have været beseglede med hans norske Segl, uden at dog hverken norsk Kansler eller norsk Raad nævnes[1]. I 1342 den 18de Januar forordnede han ved et Brev fra Kalmar Høitideligholdelsen af den hellige Eriks Fest ved Mariekirken i Oslo; hans Klerk Sira Arne Aslakssøn beseglede i Kongens Overvær Brevet, hvilket en anden Klerk Helge Ivarssøn havde skrevet[2]. Den 9de Januar 1343 udfærdigede han fra Vardberghus Brev angaaende en Gave til Mariekirken i Oslo; Brevet var beseglet i hans Overvær[3]. Den 21de Mai samme Aar gav han ligeledes fra Vardberg en Forordning Bergens Byvæsen vedkommende, beseglet af den fornævnte Klerk Arne Aslakssøn[4]. I ingen af disse Kongebreve, af hvilke dog det første og det sidste ere temmelig vigtige, gjøres, som tidligere[5], noget Forbehold med Hensyn til det norske Raads senere Samtykke. At heller ikke den som Seglbevarer handlende Arne Aslakssøn den Tid var Kansler og som saadan Medlem af Raadet, viser noksom den Omstændighed, at han kun nævnes paa den for Presterne almindelige Maade: Sira, – ikke som Kansleren tilkom: Herre. Han har altsaa høiest taget været Vicekansler, og i denne Egenskab kunde han neppe ansees som kongelig Raadgiver i Navnets høiere Betydning. En saadan Styrelsesmaade kunde ikke andet end nære og forøge Misnøiet i Norge.
I hvilket af begge de forenede Riger Ønsket om Adskillelsen først har givet sig Luft i offentlig udtalt Ord, lader sig ikke med Bestemthed afgjøre. Vel synes det utvivlsomt, at Magnus for sin Person var meer forhadt i Sverige end i Norge; men denne Omstændighed var her ikke den, der gjorde Udslaget. Norge var det af Rigerne, der ifølge sin Statsforfatning og Folkets gamle Anskuelser mest savnede Kongens stadige Ophold inden Landets egne Grændser, – det Rige, som altsaa led, eller troede sig at lide mest ved Foreningen; i Norge maa man derfor snarest gjætte, at dens Ophævelse er først kommen paa Tale. En Udvei til at hæve den paa en nogenlunde lempelig Maade tilbød sig. Kong Magnus havde allerede i sit Egteskab med Dronning Blanket tvende Sønner. Den ældre, Erik, var udentvivl
