mændene inden Udgangen af 1342, eller senest inden August Maaned 1343, have erhvervet sig den fornødne Vished om Svenskernes Hensigter, at de nemlig agtede at vælge Erik til Faderens Efterfølger i Sverige, – og at derpaa Nordmændene og Kong Magnus ere skredne til Sagens endelige Afgjørelse for Norges Vedkommende.
Man finder, at Kong Magnus først har raadført sig særskilt med Norges Prælater, hvilket vel vil sige, med Norges Biskopper og Kapitlernes Fuldmægtige forsamlede paa et Concilium. Men naar og hvor denne Overlægning har fundet Sted, derom gives i vore gamle historiske Kilder ingen Oplysning At den skulde ligge saa langt tilbage som i August Maaned 1342 og have foregaaet paa det til den Tid kaldede Concilium i Konghella, som da virkelig skulde have været afholdt[1], – dette er ingenlunde sandsynligt, da i saa Fald et heelt Aar maatte være henledet fra den Tid Kongen med Prælaternes Raad fattede sin endelige Beslutning og indtil han forelagde samme for sine verdslige Raadgivere. Rimeligere er det, at et nyt Concilium har været tilsagt til Midten af 1343 eller henimod den Tid, og været afholdt enten i Konghella, eller et andet Sted ganske nær Rigsgrændsen, hvor Kongen med Lethed kunde indfinde sig fra Vardberg, som paa den Tid synes at have været hans stadige Opholdssted. Ved denne Overlægning blev da besluttet, at Kongen skulde give sin yngre Søn, Junker Haakon, Norges Rige, og et Brev blev udfærdiget af Kongen og Prælaterne, hvilket kundgjorde Kongens Beslutning og de samme tilføiede nærmere Bestemmelser.
Dette Brev, der maatte have kunnet oplyse meget, er desværre nu, saavidt vides, ikke længer til[2]; men det blev fremlagt ved det Raadsmøde, som Kongen senere, den 15de August 1343I holdt paa Vardberg Slot i Nørre-Halland, med Norges fornemste verdslige Høvdinger, og ved hvilket ingen Biskopper eller andre Geistlige nævnes som tilstedeværende. De her optrædende Høvdinger, der navngives, ere elleve i Tallet, nemlig Ridderne (milites): Erling Vidkunssøn, Ivar Øg-
- ↑ S o. f. II. 280, 283.
- ↑ Werlauff i Nord. Tidsskr. III. 521, 537.
skal være bestemt, at Erik skulde blive Sveriges og Haakon Norges Konge, er meget mistænkelig: den findes først omtalt hos en nyere svensk Historieskriver (Messenius). Snarere skulde man tro, hvis det forresten forholder sig ganske rigtigt, hvad vedkommende Dokument udsiger, at nemlig ved Fredens Afsluttelse med Hansestæderne den 13de Juli 1343, „Kongens Raadgivere af Sverige, Norge og Skaane“ vare tilstede (Sv. Brings Saml. I. 186–189), – at da ogsaa noget mellem Norges og Sveriges Raad kan være forhandlet angaaende de tvende Kongesønners Valg til vordende Konger, og at ved den Leilighed det norske Raad har modtaget det svenske Raads Forsikring om hvilken af dem det agtede at vælge. Usikkerheden ved sidstnævnte Dokumentet Udsagn ligger egentlig deri, at ingen af de svenske, norske og skaanske Raadgivere nævnes ved Navn undtagen Erkebiskoppen af Lund.
