mundssøn, Jon Hafthorssøn, Haakon Ogmnudssøn, Øgmund Guttormssøn, Ulf Saxessøn; og Svendene (armigeri, Væbnere): Sigurd Hafthorssøn, Bjarne Erlingssøn, Øgmund Finnssøn, Gerd Smidssøn og Eilif Eilifssøn. Muligen har Hr. Finn Øgmundssøn, den nævnte Ivars Broder og Øgmund Finnssøns Fader, skullet være den tolfte i Raadet, men er kort forud afgaaen ved Døden, eller ved sin Sygdom bleven forhindret fra at møde. Annalerne henføre nemlig hans Død netop til dette Aar[1].
Ifølge deres egen Kundgjørelse, erfarede de, da de paa Vardberg Slot samledes til Raadslagning med Kong Magnus, at denne efter eget Overlæg havde besluttet at udføre, „hvad de i Forveien havde i Sinde indstændigen og samdrægtigen at bede ham om“. Han vilde nemlig gjøre sin yngre Søn, Junker Haakon, til Konge over Norges Rige, „noget hvortil de høieligen stunde“. Ifølge heraf „for at en fastere Fredens Pagt mellem hans Sønner og mellem Sveriges og Norges Rige sikkrere kan vedligeholdes“, beskikkede han i deres Overvær samme Haakon til Konge over Norges Rige med tilliggende Lande, og gav ham Kongenavn „med al Hæder og alt Herredømme, alle Rettigheder og Fordele, al Tjeneste og Lenshøihed, som ifølge Ret og Sedvane tilhører Norges Konge“. De indgik med Glæde paa denne Foranstaltning, overeensstemmende med „hvad Kong Magnus’s og Norges Riges Prælaters Brev herom fuldstændigere udviser“, og toge strax paa samme Tid og Sted, paa egne og Arvingers, paa Venners og Tilhængeres Vegne, Junker Haakon „sig til ret Konge“, med Løfte om troligen at ville tjene ham, saameget mere som den samme Kong Haakon var opdragen hos dem i Norges Rige. Dog forbeholdtes Kong Magnus Ret til at foreskrive, forordne og beslutte med Hensyn til dem, hans Undersaatter, og Rigets Anliggender, hvad han fandt tjenligt for Riget og sin Søn, „indtil denne var kommen til Skjels Aar og Alder“. De lovede, aldrig at tillade, at nogen anden, saalænge Haakon levede, toges til Norges Konge imod hans Villie. Skulde Junker Erik, hans Broder, som ældre Søn, tvertimod Faderens Foranstaltning ville tilrive sig Norge, da forpligtede de sig til at modstaa ham af yderste Evne, ligesom de ogsaa haabede at Sveriges Riges Høvdinger og Herrer vilde love i saadant Tilfælde ikke at tjene ham. Skulde det paa den anden Side hende, at Haakon vilde trænge sig ind i Sveriges Rige, medens Erik og hans Børn levede, saa forpligtede de sig til deri ikke at hjælpe ham. Skulde det endelig hende, at begge Brødrene, eller een af dem vilde handle imod den nu af deres Fader gjorte Bestemmelse, og dertil benyttede udenlandsk Hjælp, da skulde begge Riger eendrægtigen og af al Magt mod-
- ↑ Isl Ann. 262.
