staa saadant Foretagende, hvilket af dem saa først kunde komme i dette Tilfælde. De lovede derhos, at hvis Kong Magnus herefter fik flere Børn, der da skulde blive sørget for disse overeensstemmende med begge Rigers Lov og Sedvane. Alt dette ovennævnte skulde endnu kraftigere fastsættes, naar begge Rigers, Norges og Sveriges, Raad kom sammen, „da de Bedste og Klogeste“ i begge saameget modnere kunde overveie og bestemme, hvad der var mest heldbringende for Kong Magnus’s Børn og for begge Riger, „paa det at sand Enighed kunde trives mellem Brødrene og stadig Fred befæstes mellem Rigerne.“ – En Kundgjørelse om denne Forhandling blev paa samme Sted og Dag (Vardberg Slot den 15de August 1343) udfærdiget under de elleve ovennævnte norske Herrers Segl[1].
At den i Kundgjørelsen omtalte forestaaende Sammenkomst mellem det norske og svenske Raad virkelig har gaaet for sig, er der ingen antagelig Grund til at omtvivle, helst da den Samstemmighed, der finder Sted i alt Væsentligt mellem de af begge Riger fattede Beslutninger, bestemt antyder en forudgaaende fælles Overlægning, ved hvilken det svenske Raad for Sveriges Vedkommende maa have i Hovedsagen gaaet ind paa de i den vardberske Kundgjørelse opstillede Artikler, kun med de Tillempninger, som de særegne svenske Forholde nødvendig udkrævede. Men hvor og naar dette Samtræde mellem Raadene har fundet Sted, vides ikke. Sandsynligt er det imidlertid, at det er gaaet forud for den bekjendte Kundgjørelse fra Vardberg af 18de November samme Aar, hvorved Sveriges og Skaanes Prælater med Erkebiskopperne af Lund og Upsal i Spidsen erklærede Sveriges og Skaanes Forening til eet Rige for fuldkommen afsluttet. Thi i det herom udfærdigede Brev indeholdes tillige en Erklæring, at de samme Prælater vælge Erik, Kong Magnus’s ældste Søn, til Sveriges og Skaanes Konge, samt love ham al Lydighed og Troskab, dog med det Forbehold, at Kong Magnus, saalænge han lever, skal føre Rigsstyrelsen. Døde han forinden Erik blev myndig, skulde en Indfødt vælges til Formynder. Forresten indeholder Brevet netop de samme Bestemmelser, som den norske Kundgjørelse, for det Tilfælde at den ene af Brødrene, Haakon eller Erik, skulde ville indtrænge sig i den andens Rige, eller begge skulde ville omstyrte Kong Magnus’s Foranstaltning ved udenlandsk Hjælp, – ligesom og det samme Løfte om at ville forsørge Kong Magnus’s øvrige Børn, hvis han fik flere, overeensstemmende med Rigets Lov og Sedvane. Til Slutning gjøres det Forbehold, at ved den gjorte Foranstaltning Sveriges og
- ↑ Denne Kundgjørelse findes aftrykt efter Origin. i N. Dipl. II. 215–217; jfr. Sml. V. 575–579; Suhm D. H. XIII. 96, 788–791.
