Skaanes gamle Ret til at vælge Konge skulde blive uforkrænket og træde igjen i fuld Kraft efter Kong Eriks Død[1].
Denne de svenske og skaanske Prælaters Kundgjørelse synes – som den bestemt forudsætter en Godkjendelse af den norske Beslutning af 15de August – ogsaa at lade slutte til en lignende særskilt Kundgjørelse fra det svenske Raads verdslige Medlemmers Side. At en stor Deel af disse netop til samme Tid vare tilstede hos Kong Magnus i Vardberg, beviser det Fredsdokument, som samme 18de November fra Vardberg blev udfærdiget af Magnus, i Anledning af den da sluttede Fred med den danske Konge, Valdemar Christofferssøn, og som er medbeseglet, foruden af en Deel Prælater, ogsaa af nitten svenske og skaanske verdslige Herrer[2]. Hvorfor man iøvrigt ved denne Leilighed baade i Norge og Sverige har brugt den ellers, som det lader, paa den Tid usedvanlige Fremgangsmaade, at Raadets geistlige og verdslige Medlemmer have udstædt hver sit særskilte Erklærings- og Forpligtelsesbrev, – lader sig nu neppe afgjøre; maaskee har dette været anseet for meer bindende og betryggende i en saa vigtig Sag.
Prælater og Raad i begge Riger havde nu vedtaget den Foranstaltning af Kong Magnus, hvorved hans tvende Sønner erklæredes for Konger hver i sit Rige, og hvorved saaledes Norges og Sveriges fuldkomne Adskillelse i en ikke fjærn Fremtid udtaltes. Endnu manglede imidlertid i begge Lande Folkets Vedtagelse af det gjorte Skridt, uden hvilken ei dette havde den fulde Lovligheds Præg. I Norge maatte denne Vedtagelse fremtræde under Formen af Haakons høitidelige Antagelse eller Hyldning, i Sverige ved Eriks Valg. Begge Dele fandt Sted i Løbet af det følgende Aar.
I Norge var dog Fremgangsmaaden ved denne Leilighed, som det synes, noget usedvanlig. En Konges Antagelse skulde der foregaa paa et af de større Thingsteder, hvor den vordende Konge personlig fremstillede sig. Her tildømtes Riget ham efter Arveloven, og en af de anseligste tilstedeværende Mænd, geistlig eller verdslig, meddeelte ham nu høitideligen Kongenavn paa alt Folkets Vegne, hvorpaa de gjensidige Ede bleve aflagte. At denne gamle Sedvane ved Haakons Antagelse blev iagttaget, siges ingensteds; og muligen bar den paa Grund af de særegne Omstændigheder været tilsidesat. Hvad vi med Sikkerhed vide er, at Bymændene af Norges fire vigtigste Kjøbstæder, Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg, samt Bønder og Almue af Stjordølafylke, Gauldølafylke, Naumdølafylke, Sunnmøre og Gulathingslagen under sine Stads- og Bygdesegl udstædte et Brev paa
