Baahus den 17de Juli 1344, i hvilket de erklærede: – at paa Grund af, at deres Herre Kong Magnus „med Rigets Raads Samtykke“ har givet sin yngre Søn Haakon Kongenavn „med en Deel af Norges Land“ paa saadan Betingelse, som nævnes i de desangaaende udfærdigede Breve, – saa love de alle „paa sin Tro, Sandhed og Hæder“, at de skulle være sin Herre Kong Haakon utro Tjenestemænd til al Hæder, Lydighed og Føielighed, som de skylde sin rette Norges Konge, saasnart som han selv modtager Rigsstyrelsen i Norge efter sin Faders Anordning, forbeholdt og ukrænket indtil den Stund alt deres førnævnte Herres, Kong Magnus’s, rette Vælde og Styrelse baade over Land og Thegner i Norge“. Skulde Kong Haakon falde fra uden egtefødt Søn, da „fare efter ret og gammel Kongearv i Norge.“ De love derpaa det samme, som Raadet i sit Brev havde lovet, for det Tilfælde, at „Junker Erik, hans Broder, som efter sin Faders Forordning og alt Rigets Raads i Sverige dets Samtykke der skal vælges til Konge efter sin Faders Frafald“, skulde ville indtrænge sig i Norges Rige, medens Haakon eller hans egtefødte Søn lever, – eller Haakon skulde ville indtrænge sig i Sverige, – eller de begge eller een af dem skulde ville bryde deres Faders Anordning ved Udlændingers Hjælp, – nemlig da at ville modstaa af al Magt. De love endelig, hvis Magnus kunde faa flere Børn, at skulle forsørge disse „efter som Lov og Landsret anviser og efter god og samtykket Forordning og Sedvane.“
Der er med Hensyn til dette Hyldingsbrev flere Dunkelheder: først deri, at langtfra ikke alle norske Landskabers Bønder ere nævnte som Udstædere, – og dernæst deri, at der er Tale om „en Deel af Norges Land“, som med Kongenavnet er Haakon givet. Det første kan man muligen forklare deraf, at flere lignende Hyldingsbreve ere blevne udstædte til forskjellige Tider, eftersom Almuens Fuldmægtige ere komne til Baahus, eller maaskee endog fra forskjellige Steder; – det andet deraf, at maaskee visse Dele af Norge ere blevne den unge Haakon anviste, for at Indtægterne af dem kunde anvendes til hans særskilte Hofhold i Norge, medens Indtægterne af det øvrige Rige fremdeles skulde opbæres af Magnus for at komme den almindelige Rigsstyrelse til Gode, saalænge som han vedblev at forestaa denne. Man kan ikke heller andet end fæste nogen Opmærksomhed ved den Sætning i nærværende Hyldingsbrev, som ikke findes i Raadets: at der, hvis Haakon dør uden at efterlade egtefødt Søn, da skal fremfares efter ret og gammel Kongearv. Heri ligger nemlig et tydeligt Vink om, at den norske Almue ingenlunde har lukket Øinene for det Ulovmæssige i den her anvendte Fremgangsmaade, i
