det den yngre Søn fremdroges for den ældre til Norges Konge. Den har derfor gjort det nævnte Forbehold, paa det at ikke det nu foretagne Skridt senere skulde kunne paaberaabes som en Ophævelse af den gamle Arvefølgelov, eller endog som en Anordning, hvorved Norge for Fremtiden gik over til at være et Valgrige istedetfor et Arverige, – en Forandring, som Almeenheden i Landet baade nu og længer hen i Tiden slet ikke vilde indgaa paa. Men i hvorledes end med alt dette kan have forholdt sig, saa maa man betragte Foranstaltningen til Norges og Sveriges fremtidige Adskillelse som fuldbragt for Norges Vedkommende i Haakons Hyldning Den fuldbragtes ogsaa før Sveriges Vedkommende, da Magnus’s Søn Erik den 6te December 1344 i Upsal formelig valgtes til dette Riges Konge[1]. Man maa tro, at Valget her er skeet under det samme Forbehold, som i det ovenomtalte de svenske og skaanske Prælaters Brev indeholdes, – nemlig, at Kong Magnus saalænge han levede, skulde vedblive at føre Rigsstyrelsen.
Der var altsaa den væsentlige Forskjel mellem Foranstaltningen i begge Riger: – at i Sverige Erik i Grunden kun valgtes til sin Faders Efterfølger, i det der dog, for des kraftigere at betegne dette, tillagdes ham Kongenavn, noget der var stemmende med Landets ældre Brug; – i Norge derimod toges Haakon til Konge under den Forudsætning, at han, saasnart han blev myndig, skulde overtage den hele Rigsstyrelse i Faderens Sted. Forresten fremgaar af de anførte Aktstykker tydelig nok, hvor alvorligt det fra begge Sider har været meent med Rigernes Adskillelse, da man gjensidigen har forpligtet sig til at modstaa med al mulig Kraft ethvert Forsøg af de unge Konger paa at omstyrte den vedtagne Anordning.
De ældste svenske Historieskrivere ere uvisse om, enten Kong Magnus gjorde det her omtalte Skridt for Sveriges Vedkommende frivillig, eller tvungen dertil af sit svenske Raad, der følte sig oprørt over hans lastefulde Levnet[2]. Hvad Norge angaar, da viser Raadets Kundgjørelse tydelig nok, at Magnus har givet efter for et af Landets Stormænd eendrægtigen udtalt Ønske, men at man dog for Høfligheds Skyld har givet Sagen en Vending, som om Tanken var udgangen fra Kongen selv, fra hans Omsorg for sine Rigers og for sine Børns Bedste. Ganske frivillig har altsaa her Magnus neppe handlet; han har udentvivl kun grebet Initiativet, da ingen anden Udvei stod ham aaben, og forresten gjort gode Miner til slet Spil. Men er nu, hvad der formeentlig har stor Sandsynlighed for sig, Tanken om Rigernes
