Adskillelse først udgangen fra Norge og derfra forplantet til Sverige, og er den bleven billiget af dette Riges Stormænd med særdeles Hensyn til Nordmændenes Ønske, saa er det ganske rimeligt, *at Kong Magnus, da han først havde fundet sig nødsaget til at komme Nordmændenes Krav imøde, virkelig for Sveriges Vedkommende har handlet meer frivilligen. Hans Fremgangsmaade i det ene Rige, drog nemlig en lignende i det andet paa en Maade med Nødvendighed efter sig. Den af de svenske Historieskrivere antagne Bevæggrund hos Sveriges Store til at tvinge ham i dette Stykke falder saaledes bort, eller bliver i alt Fald overflødig før at forklare Kongens og deres Handlemaade ved nærværende Leilighed. At forresten Nordmændene, ved det de her gjorde, skulde have tilsigtet nogen personlig Fornærmelse mod Magnus, er ikke sandsynligt, end mindre beviseligt.
Det er verd at lægge Mærke til, at Kong Magnus, den Tid Forhandlingerne dreves paa det ivrigste om hans Sønners Udnævnelse til Konger, nemlig fra Udgangen af 1342 til Midten af 1344, stadigen synes at have havt sit Sæde paa Vardberg Slot i sit fædrene Arvelen Nørre-Halland. Dette har neppe været uden Hensigt. Her var han nemlig, som allerede før bemærket, udenfor baade Norge og Sverige, paa en begge Riger uvedkommende Grund, men dog lige ved deres begges Grændse. Han har udentvivl her følt sig tryggere end midt inde i selve Gjæringen, meer udenfor de raadende norske og svenske Stormænds umiddelbare Paavirkning; medens denne Stilling paa den anden Side gav hans fattede Beslutninger et Udseende af Frihed, der maatte forvisse dem, han underhandlede med, om hans Tilsagns Oprigtighed og derhos tilfredsstille hans egen Verdighed. Han vedblev ogsaa, medens Folkets Stadfæstelse af den besluttede Foranstaltning endnu ikke var udtalt, fra Vardberg at afgjøre Styrelsesanliggender Norge vedkommende med fuld kongelig Myndighed og under sit norske Rigssegl. Saaledes finder man, at han i Vardberg den 9de September 1343 udstædte under Norges Riges Segl en Forordning om de tydske Hansestæders Told i Norge[1]. Den 21de September samme Aar modtog han sammesteds Regnskab af Sigurd Gautssøn for Indtægter af Tunsbergs Fehirdsle[2]. Den 28de September s. A. udstedte han der et Brev vedkommende Mariekirke i Oslo, hvilket hans Klerk Sira Arne Aslakssøn beseglede i Kongens eget Overvær[3]. Den 3die Januar 1344 gav han, ligeledes i Vardberg, en Forordning om de udenlandske Haandværkere og Kjøbmænd i Bergen, hvilken ogsaa Arne Aslakssøn, Kongens Klerk, beseglede[4]. Og ved ingen af
