Erklæring om Haakons Udnævnelse til Norges Konge, hvilken Erklæring lagdes til Grund for det verdslige Raads Kundgjørelse af 15de August 1343I som atter denne sidste for Almuens Hylding af 17de Juli 1344. Man kan vanskelig forklare sig dette anderledes, end paa den Maade, at Biskopperne, da de havde overtydet sig om Gjæringen i Landet og de verdslige Stores Ønske, samt havde fundet dette retmæssigt, – først have taget Bladet fra Munden og ved sine Forestillinger bevæget Kongen til at foregribe Høvdingerne i deres Hensigter, og til at gjøre det Skridt tilsyneladende frivillig og uopfordret, som han ellers meget snart vilde blive tvungen til at gjøre. Og forholder dette sig saa, da havde Folket og Kongen utvivlsomt Biskopperne at takke for, at Alt gik fredeligen af, og at Kongen skaanedes for større Krænkelser, som ellers neppe havde kunnet undgaas.
Der herskede paa denne Tid nogen Uenighed mellem Biskopsstolene i Nidaros og Upsal i Anledning af de Svenskes Gaver til Hellig Olaf. Sammenhængen hermed var, som det lader, følgende. I de nordlige Dele af Upsals Biskopsdømme, til hvilket, som forhen omtalt, ogsaa det norske Landskab Jamteland hørte, havde det fra ældgammel Tid været Skik, at Indbyggerne hyppigen gjorde Løfter til den hellige Olaf i Nidaros; og som Følge heraf kom jævnligen betydelige Gaver fra disse Kanter til Helgenens Grav. Dette var blevet saa almindeligt, at de nidarosiske Erkebiskopper i Tidens Løb synes, ligesom Tilfældet var mange Steder i selve Norge, at have faaet forvandlet disse oprindeligen aldeles frivillige Gaver til en aarlig Skat, kaldet Olafsskat. Denne udrededes, ifølge den nidarosiske Kirkes Paastand, i flere Egne af Sverige, og navnligen i Angermanland og Helsingeland, som begge laa under Upsals Biskopsstol, i Form af en personlig Skat deels i Penge deels i Varer, hvilken af Indbyggerne bragtes til Nidaros som en Skyldighed.
Da Sagen først havde taget denne Vending, var det ganske naturligt, at den vakte den upsalske Kirkes Uvillie, ja betragtedes som et Indgreb i denne Kirkes Indtægter. Upsals Erkebiskop og Kapitel fik da oprettet et eget Alter ved sin Kathedralkirke for St. Olaf og St. Erik, ansatte derved en tjenende Prest, og paastod, at Olafsskatten af de svenske Landskaber skulde henlægges til hans Underholdning. Som Følge heraf blev der lagt Hindringer i Veien for den omtalte Skats fremtidige Udredelse til Nidaros, og flere baade geistlige og verdslige Personer viste sig herved fra svensk Side virksomme.
Dette synes at have taget sin Begyndelse ved den Tid da Paal tiltraadte Nidaros’s Erkestol. Han biede ei længe med at indgive Klage herover til den pavelige Kurie, og Benedictus XII udstædte den 8de Januar 1336 fra Avignon en Bulle til den nidarosiske Kirkes
