Fordeel, idet han forbød, at lægge nogensomhelst Hindring i Veien for at denne Kirke kunde komme i Besiddelse af hiin Indtægt[1]. Denne pavelige Bulle maa imidlertid ikke have øvet forønsket Virkning paa Upsals Erkebiskop og Kapitel; thi man finder, at Erkebiskop Paal ved Skrivelse fra Nidaros af 25de Marts 1344 har henvendt sig til den daværende Erkebiskop af Upsal, Heming (1342–1351), med Forestillinger om den samme Sag, ja endogsaa, skjønt i høflige Udtryk, truet med en Rettergang, hvis ikke hans Anke blev afhjulpen[2]. Ogsaa Nidaros’s Kapitel satte sig i Bevægelse og tilskrev det upsalske Kapitel i dette Anliggende. Men baade Erkebiskop og Kapitel i Upsal gjensvarede med Modforestillinger, Kapitelet i Brev af 21de og Erkebiskop Heming i Brev af 22de April samme Aar. Kapitelet gjorde i sit Brev iblandt andet opmærksom paa, at det netop var til den hellige Olafs Ære, jo videre hans Dyrkelse strakte sig, og at det var i sin rette Orden, naar et Alter var oprettet for ham ved Upsals Kathedralkirke, at da den Skat, som betaltes til ham i Sverige, dertil henlagdes. Erkebiskoppen udhævede, at naar man gjorde Løfte om at hædre en eller anden Helgen ved Gave, da forpligtede man sig ei derved til at bringe denne just til det Sted, hvor Helgenen hvilede, hvis ikke saadant udtrykkelig i Løftet indeholdtes[3].
Det er vanskeligt, af de Breve, som i denne Sag ere os levnede, nu at gjøre sig en fuldkommen klar Forestilling om, paa hvis Side den strenge Ret var. Fra Upsals Side paastodes dog ingenlunde, at Svenske jo nu som før maatte bringe sine frivillige Gaver til St. Olaf til Nidaros; det var kun den aarlige faste Skat til ham af Landskaber i Upsals Biskopsdømme, som paastodes henlagt til St. Olafs Alter i Upsals Kathedralkirke; og herfor kan vel ei negtes, at i det mindste Billigheden sterkt talte. Maaskee har ogsaa Nidaros’s Erkebiskop og Kapitel til Slutning selv følt dette og derfor opgivet Sagens videre Forfølgelse. Nidaros’s Kirke synes i alle Fald ikke at have faaet drevet sin Paastand paa Skatten igjennem.
Medens Pave Benedictus XII indtog det apostoliske Sæde, synes der at have været en Stands i Kuriens Udpresninger af den norske Kirke. Men Benedictus døde den 25de April 1342, og til hans Eftermand valgtes den næstpaafølgende 7de Mai Clemens VI, ogsaa en Franskmand, af mindre strenge Grundsætninger end Benedictus, men fiin og verdensklog. Han begyndte strax at sætte de gamle Drivhjul i Bevægelse for at skaffe Penge i det pavelige Skatkammer, og valgte til Paaskud et forehavende treaarigt Korstog mod Tyrkerne, hvilket skulde udføres af Paven i Forening med Kongen af
