som ei ere skyldige dertil paa Grund af sin Vielse eller af sine Kundskaber, have nok med at tro, hvad den hellige Kirke tror; og øm de end tro anderledes end de skulle tro, da ere de ei derfor Kjettere, hvis de tro det i den Formening, at Kirken tror det, og de have det faste Forsæt at ville tro, hvad den tror.“
Der advares mod de syv Hovedsynder: Hovmod, Gjerrighed, Legems Vellyst udenfor Egteskab, Had, Overnydelse af Mad og Drikke, Avind og Ulyst til Gudstjeneste; „hvo som lever i nogen af disse Synder uden at skriftbære eller bøde dem, skjønt han dertil har Frist og Kraft, og dør i dem, han farer til Helvedes evige Kvaler.“
Der advares videre mod Trolddom (lyf), Runer og Galdre; „thi det er ikke uden Djævelens Forvildelse.“
Ligesaa advares mod Aager, af hvilken Synd ingen kan løses, med mindre han fuldkommen erstatter hvad han har taget i Aager. Kan ikke Erstatning foregaa til den Skadelidte, da anvendes den til Almisser efter Biskoppens Bestemmelse; „thi ingen mindre Mand end Biskop har Magt til at gjøre Forandring heri, eller at løse fra denne Synd.“
Dernæst opregnes omstændeligen alle de Tilfælde af Overtrædelser, fra hvilke ingen Prest eller Broder magter at løse, med mindre Biskoppen meddeler ham dertil særlig Fuldmagt. Hvis saadanne Synder ikke skriftbæres for selve Biskoppen, men Skriftefaderen udvirker sig dennes Orlov til at afløse dem, da er det bedst, „at Skriftefaderen udbeder sig Tilladelse af Biskoppen uden at nævne Manden.“ Til Lettelse ved saadanne Skriftemaal skal ved hver Biskopsstol være beskikket en Pønitentiarius, som af Biskoppen er bemyndiget til at afløse i de fleste af saadanne Tilfælde.
Herpaa følger Advarsel mod at spilde det aandelige (det ved Daaben eller Confirmationen stiftede) Frændskab (guðsifiar); „thi dette er ligesaa farligt og farligere end at spilde det naturlige Frændskab.“ Alle saadanne aandelige Slegtsskabsforhold (tyve i Tallet) opregnes, og nærmere Bestemmelser tilføies vedkommende Daab og Confirmation. Saa faa som muligt burde (som Faddere) holde Barn til Daab eller Confirmation (under Biskops Haand) for det aandelige Slegtsskabs Skyld, som derved stiftedes; og der bemærkes, at der efter Kirkens Lov udfordres ikke flere til at holde Barnet end een Mand og een Kvinde. Det kunde til Nød taales, at den samme holdt Barnet baade til Daab og Confirmation. Det maatte iagttages, at skjønt Egteskab spildtes ved aandeligt Slegtskab, som var for det sluttedes, saa ophævedes dog ikke Egteskabet, fordi et aandeligt Slegtskab indtraadte efter dets Afsluttelse, hvad enten dette skeede mod eller med Vidende; dog skulde de underkastes Skrift, som gjorde det vidende,
