eller uvidende paa Skrømt. Dør Barn før det bliver confirmeret, da tage Forældrene Skrift, som om det var døet udøbt, hvis deres Forsømmelse er Grunden. Børn skulle ei døbes uden i Kirke, hvor der er Flint til Daaben; Kongebørn og andre Storhøvdingers Børn kunne dog faa Tilladelse til at døbes hjemme. Fire Slags Mennesker maa ei være Faddere, nemlig: Klosterfolk (alskyns reinlífis folk), Hedninger eller Udøbte, confirmerede eller som ei kunne Credo og Pateriioster, fordi Gudfaderen skal lære den han holder Credo og Paternoster og andre christelige gode Ting (góðindi), og det kan hverken Hedningen eller den confirmerede, hvilken sidste ikke kan kaldes fuldkommen Christen, – endelig to Egtefolk. Ingen Mand, som er 14 Aar eller ældre, og ingen Kvinde, som er 12 Aar eller ældre, modtage Confirmationen uden fastende og skriftet; thi intet Sakrament skal meddeles, uden at baade den som giver og modtager er fastende. Er Karl eller Kvinde tilstede, hvor stene pines i Barnefødsel, og det seer ud til, at hun ei skal blive forløst, men et eller andet Lem af Barnet kommer tilsyne og viser sig af menneskelig Skabning og levende, da skal den Tilstedeværende for Sikkerheds Skyld øse Vand paa det Lem og sige: „Jeg døber dig, Guds Skabning! i Navn Faders, Søns og Helligaands“. Kommer Barnet da levende til Verden, skal det døbes og gives Navn som andre Børn, om hvis Daab der er Tvivl.
Det paabydes videre, at hvert Menneske, som er kommet til Skjels Aar og Alder, skal skrifte sine Synder mindst een Gang om Aaret for sin Sogneprest, opfylde den Skrift, som bliver ham paalagt, og tage saa Herrens Legeme og dine hver Paaske, med mindre hans Sogneprest af en eller anden antagelig Grund raader ham til at holde sig fra urette Guds Embede“ nogen Tid; ellers skal han udelukkes af Kirken.
Ingen maa tage Guds Legeme, Salvelse eller Egtevielse af nogen anden end af sin Sogneprest, med mindre han har dennes særlige Tilladelse. Men hvis nogen Broder eller Klostermand meddeler Nogen disse Sakramenter uden Sogneprestens Orlov, da falder han i Ban af selve Verket, og Paven kan kun deraf løse ham. Den som modtager saadant af ham, er heller ikke uden Fare for at falde i samme Straf, især naar Forbudet forud er bekjendtgjort.
Paven forbyder under Trudsel af evig Forbandelse alle Brødre at tale ilde om Kirkens Formænd i sine Prædikener, eller forlede Lægmænd til at vanrøgte sine Sognekirker og derimod komme til dem, eller at bekjendtgjøre urimelig Aflad, eller, naar de ere tilstede ved Testamenters Afsluttelse, at overtale den Testamenterende til at gjøre Gaver til Brødrenes Kirke og Convent, Andre til Skade. De skulde ei heller anmasse sig at høre noget Skriftemaal videre end Sognepresten er
