færdiggjøre, hvis det er sandt, at de havde banket sin Abbed, Thorlak, samt at de vare overbeviste om løsagtigt Levnet. Biskoppen lod dem, i 1343 tage til Fange og sætte i Jærn. Det samme gjorde Biskop Orm med tre Brødre i Mødruvolds Kloster i Hole Biskopsdømme, dog, som det lader, paa mindre grundede Beskyldninger. Denne Strenghed var det dog neppe, som vakte den største Uvillie mod Biskopperne; det var deres Pengebegjærlighed og Udpresninger man især dadlede. Klagerne over Biskop Orm af Hole vare især hæftige, idet man tillige beskyldte ham for at bortødsle sin Kirkes Gods[1]. Biskoppernes Udpresninger vare saameget meer utaalelige, som der paa den Tid var Uaar og megen Elendighed paa Island. Biskop Orm synes at have staaet sig godt hos Kong Magnus, og han troede maaskee at kunne saameget tryggere udsuge sit Biskopsdømmes Bønder, da han i 1346 havde udvirket af Kongen et strengt Vernebrev for sig og sine Tjenere, givet i Oslo den 10de Marts 1346 og beseglet af Kansleren Arne Aslakssøn i Kongens Overvær[2]. Men Nordlændingerne tabte omsider Taalmodigheden, og i 1347 gjorde de Opstand mod Biskoppen og indgave Klage over ham til Kongen. Orm nødsagedes til samme Aar at drage til Norge for der at tale sin Sag, og Biskop Jon af Skaalholt, der ikke var synderlig meer afholdt i sit Omraade, gjorde Følge med ham, saaledes at Landet Vinteren over var uden Biskop. Orm synes ikke for det første at have vovet sig tilbage til sit Sæde. Jon derimod kom igjen til Island den følgende Sommer 1348. Han forsøgte under Orms Fraværelse at megle for ham hos Nordlandets Bønder og drog i denne Hensigt til Hole. Men han maatte vende tilbage til Skaalholt med uforrettet Sag og døde kort efter, strax før Jul 1348. Island var nu atter for en Stund uden Biskop[3]. Dette Aar døde ogsaa Biskop Haavard af Færøerne[4].
Paa Suderøerne havde siden Biskop Markus’s Død i 1303[5] været fire Biskopper: Alan af Galovay, der døde 1320, Gilbert Mac Lelan, ligeledes af Galovay, der styrede Aar, Bernhard en Skotter, der styrede 4 Aar, og endelig Thomas, ogsaa en Skotter, der styrede i 18 Aar. I 1348, den 20de September, døde Biskop Thomas, og i hans Sted valgtes af Mans Geistlighed, i St. Germanus’s Kathedralkirke der paa Øen, Villiam Russel, Abbed af Cistercienserklosteret i Russin paa Man. Han drog til Avignon og blev her indviet af Pave Clemens VI[6]. Forholdet mellem Suderøernes Biskopsdømme og Nidaros’s Erkestol synes altid at have været
