løst og noget ubestemt[1]. At dette blev værre og ikke bedre, efterat den norske Overhøihed over Øerne afstodes til Skotland i 1266, var naturligt, uagtet rigtignok ved denne Leilighed Nidaros’s Erkestols Metropolitanrettigheder udtrykkelig forbeholdtes[2], og uagtet man seer, at Nidaros’s Erkebiskop og Kapitel endnu i 1297 regnede Valget og Indvielsen af Suderøernes Biskop for en sig tilkommende Ret[3]. Vi have seet, at i 1280 den suderøiske Biskop Markus var i Norge tilstede ved Kong Erik Magnussøns Kroning[4]; men dette er ogsaa den sidste Gang, at nogen suderøisk Biskops Nærværelse i Norge findes omtalt i norske Kilder. Alligevel bemærker en gammel Biskopskrønike, at ovennævnte Villiam Russel var den første udvalgte suderøiske Biskop, der blev stadfæstet og indviet af det apostoliske Sæde (per sedem apostolicam); „thi alle hans Forgjængere vare vante til at stadfæstes og indvies af den nidarosiske Metropolitan“[5]. Heraf synes man at maatte slutte, at de fire suderøiske Biskopper, som nævnes mellem Markus og Villiam, endnu ere blevne indviede i Nidaros. Men efter Villiams Indvielse ved Paven selv, antages Nidaros’s Kirke at have tabt sin Metropolitanhøihed over den suderøiske Biskopsstol. Thi ogsaa Villiams Eftermand, Jon Donkan, blev i 1375 indviet i Avignon af Pave Gregorius XI[6], og sidenefter regnedes Suderøernes Biskopsdømme til Yorks Kirkeprovins, hvis Erkebiskop vi have seet allerede tidligere gjorde Erkebiskoppen af Nidaros hiin Høihed stridig[7]. Nogen Pavebulle i Anledning af denne Formindskelse i den nidarosiske Erkebiskops Omraade kjendes ikke, ei heller vides nogen Indsigelse eller Forestilling fra hans Side derimod at være gjort. Den norske Kirke var, som vi snart skulle see, efter Midten af det fjortende Aarhundrede, i en stadig Tilbagegang, og den Afmagt og Uvirksomhed, i hvilken den snart hensank, forklarer vel rigtigst dens Mangel paa Iver i at forsvare sin Ret med Hensyn til Suderøerne.
Opkrævningen i Norge af den treaarige Pavetiende, der rimeligviis er bleven noget udsat paa Grund af den i 1345 besluttede Forestilling til den pavelige Kurie[8], var nu kommen i Gang, men vakte nogen Spending mellem Kongen og Indsamlerne. Hvilke disse fra Begyndelsen have været vides ikke med fuldkommen Sikkerhed, men rimeligviis var det de samme Personer, der senere omtales som Indsamlere, nemlig Johannes Guilaberti[9], Decanus af Dorpt eller Dor-
- ↑ S. o. f. I. 414 f.
- ↑ S. o. f. II. 5.
- ↑ S. o. f. II. 79.
- ↑ S. o. f. II. 35.
- ↑ Johnst. 40.
- ↑ Johnst. 47.
- ↑ Jfr. om denne Forandring: Sc. r. D. III. 238. not. 1.; Usserii Britann. eccl. primordia 645; Pontoppidan II. 171; Suhm D. H. XIII. 201: Munter Kgsch. II. 99.
- ↑ S. o. f. II. 298.
- ↑ Saaledes læses Navnet overalt i Norsk Dipl., hvorimod Suhm og Lagerbring læse det: Giulaberti.
