Plan at angribe det novgorodske Rige ifra Østersøens Kyster. Nordmændene skulle have gjort Vanskeligheder ved at følge ham „til Angreb paa en anden Konges Rige“. Men dog synes de at have ydet ham Understøttelse til Krigen, da denne fik udseendet af en hellig Krig[1]. Magnus foretog Toget ved Midsommers Tid 1348 med en Hær af Svenske og af tydske Leietropper. At han benyttede de sidste var mod Svenskernes Ønske, og skal have givet Anledning til Uenighed inden Hæren selv, hvilket igjen virkede, at Kongen ingen synderlig Fremgang gjorde, uagtet Lykken i Førstningen var med ham. Efterat Magnus om Høsten havde forladt Rusland, tog Russerne alt det tabte tilbage og fore meget grumt afsted i de nærmeste Dele af Finnland. I det næste Aar 1349 fik ogsaa Norge sin Lod af Krigens Onder; thi da faldt Russerne ind i de nordlige Dele af Riget og herjede Haalogaland lige syd til Bjarkø[2]. Krigen, som Magnus begyndte under store Forhaabninger, ledede ikke til andet, end at norske og svenske Landskaber bleve haardt hjemsøgte af Russerne, og Magnus selv blev meer forhadt i Sverige, end han for havde været[3].
At Erkebiskop Arne under sin Metropolitanstyrelse har udfærdiget et Statut, eller en Samling af kirkelige Bestemmelser, hvori alle tidligere saadanne vare optagne i en forkortet Form, eller – som det heder – med Bortskjærelse af hvad der var overflødigt, dette vide vi af hans Eftermands Udsagn[4]; men hverken er hiint Arnes Statut levnet, eller det er bekjendt, hvor det Provinsialconcilium har været holdet, paa hvilket Statutet har været udstædt. Derimod er os levnet af Erkebiskop Arne en Forordning eller et Hyrdebrev af samme Slags som det senest omtalte af Erkebiskop Paal, men hvis Udstædelsestid heller ikke kjendes.
Dette Skrift aabnes med et Slags Indledning, hvori læres, at der er tre Slags Folk i Christenheden, hvilke Gud har udvalgt sig til Tjeneste „under Kirkens Lydighed og under usvigeligt Haab om evig Salighed“. Den første Klasse er de Mænd og Kvinder, som ugifte alle sine Dage bevare sit Legeme og sit Hjerte reent fra al Besmittelse. „Denne Klasse er Gud den velbebageligste, saasom den ligner Englene i al Skjønhed“. Den anden er de som leve i Enkedom, „i Afholdenhed efter sin legemlige Besmittelse sig til Anger og Bod“. Til en af disse tvende Klasser hører Mængden af dem, som have bun-
- ↑ Isl. Ann. 276, 284.
- ↑ Isl. Ann. 280.
- ↑ Om denne Krig se Suhm D. H. XIII. 200. 201, 218; Lagerb. III. 388–400. Her er imidlertid hos begge en Vildfarelse med Hensyn til Fredsslutningen. Den Fred som der omtales, tilhører den tidligere Russerkrig og Aaret 1326. Naar nærværende Krig endtes, vides neppe med Sikkerhed.
- ↑ Erkebp. Olafs Statut, N. g. L. III. 303.
