det sig under Klosterlevnet, i Guds og Kirkens Tjeneste. Den tredie Klasse er Folk, „som leve i Egteskab med Kjærlighed til Gud og sine Medchristne, i Lydighed mod den hellige virke og sine lovlige Overmænd baade aandelige og verdslige, og navnligen overholde ubrødelig egteskabelig Troskab indbyrdes, idet de forresten tilbringe sit Liv med Almisseydelse og andre Mstkundhedsgjerninger“. Til disse er det Erkebiskoppen især henvender dette Brev, idet han minder dem paa Guds Vegne om at holde de ti Guds Bud og vogte sig for de syv Hovedsynder og alt det, som den hellige Kirke og dens Formænd forbyde og have forbudet. „Nu hvo, som lever udenfor noget af disse trende Slags Levnet, han er uden Guds Naade“.
Brevet handler nu først om Egteskabet og hvad dermed staar i Forbindelse: Frieri, Fæstemaal, Lysning, Egtevielse (púsan) i Kirken ved Presten og Bryllupsgjestebud. Ingen, som engang har været egteviet, maa vies oftere af Presten, men denne maa vel synge en Messe paa Bryllupsdagen. Vielsen gjør saa meget, at om senere nogen Hindring for Egtefolkenes Samliv kommer for Dagen, saaledes at de maa skilles, da ere dog deres Børn arveberettigede og de selv frie for Straf, naar ordentlig Lysning i Forveien har fundet Sted. Ingen Prest maa være ved et Bryllup, som holdes uden forudgaaende Lysning.
Dernæst handler Skriftet om Barnefødsel, Daab og Confirmation. Den frugtsommelige Kvinde skal ti eller tolv Dage før hun venter sin Nedkomst gaa til Skrifte og anbefale sig Guds Naade og Jomfru Marias Forbøn. Ved Fødselen skal sørges for, at Vand er tilstede, saa at Barnet strax kan blive døbt, hvis det fødes meget svagt. „Thi Ingen – heder det – kommer i denne Sørgedal uden Smerte, Graad og Elendighed, saaledes at mange dø baade til Liv og Sjæl, førend de naa Christendommen og den hellige Daab, uden hvilken ingen kan frelses fra Helvedes Pille formedelst vore første Forældres Synd og Ulydighed. Faderen maa døbe Barnet, hvis ingen anden er til, ja Moderen maa gjøre det, heller end at Barnet skal dø udøbt; og Egteskabet skal ikke hæves paa Grund af det aandelige Slegtskab, i hvilket Egtefolkene derved komme til hinanden[1]. I ingen anden Vædske maa døbes end i Vand[2]. Fødes Barnet saa sterkt, at man ei behøver at døbe det hjemme, da føre Fadderne det til Kirke, en Karl og en Kvinde i det mindste, og Presten skal døbe det, som hans Embede medfører.
Man skal lade Barnet confirmere (ferma), saasnart man kan komme til Biskoppen[3]; „thi i denne hellige Forretning gives Styrke mod Djævelen og hans Svig; den er en Fuldbyrdelse og Stadfæstelse
