medens Guds Legeme helliges, opløstes og nydes i den hellige Messe, at da, ved de guddommelige Ords Kraft og Prestens Forretning, Himlene oplukkes, og Guds Engle fare ned at bøie lig for sin høie Skaber, saaledes at da samles de himmelske og jordiske Skabninger i al Ydmyghed og Glæde for at tjene den sande Gud, skjønt vi syndige Mennesker formedelst vor mangfoldige Usselhed og Legemsskrøbelighed ei formaa at see det med legemlige Øine“.
Man skal med Ærefrygt gaa at tage Guds Legeme paa Paaskedag, og ved den Leilighed iagttage god Orden. Man skal staa i Kirken eller ligge paa Knæ, medens Paternoster synges. Naar „Pax“ er given fra Alteret, da skal Mændene kysse hinanden og ligesaa Kvinderne indbyrdes; „og dette Kys skal være af fuld Kjærlighed; hvo som giver det med Svig eller ond Villie er Judas’s Medskyldige“. Dernæst skal man med Knæfald tage Guds Velsignelse under Prestens Haand, og fare saa med Fred, hver til Sit.
Man skal af Agtelse for Gud selv være velvillig mod sine Sogneprester, især saalænge de ere retfærdige i Levnet og lydige mod Gud og Biskoppen; thi Presten er skyldig at give dem aandelig Hjælp, naar de komme i Verden, medens de ere her, og naar de fare herfra; det er og Presterne paalagt at være dem hjælpsomme og velvillige som fine aandelige Børn. De maa dog ikke modtage nogen Prest, der siger sig at være nybeskikket, med mindre han forud i Kirken har forkyndt og oplæst sit aabne Beskikkelsesbrev med Biskoppens hængende Segl.
Alle Fuldvoxne skulle komme fastende at høre den hellige Messe, være stille i Kirken og paa Kirkegaarden, og mindes hvilken Sjælefare det er at begaa Synder der, hvor man skal sine Synder bøde.
Man vogte sig for bansatte Mænd „som for de værste Edderorme“; ligesaa for Runer, Galder og Trolddom, for al Overtro og Tro, som den hellige Kirke eller dens Formænd og Tjenere ei lære. Hvo som anderledes gjør, han er som en Kjætter i Guds Ban.
Hver som er kommen til den Alder, at han kan synde, og ved sig at være falden i nogen, navnlig dødelig Synd, han skrifte med Anger. Især skal man gaa til Skrifte i Langefasten; „thi hver Fastedag, Bøn, Almisse og Godgjørenhedshandling er det retskriftede Menneske til Sjælehjælp“, men alle disse Ting komme ei dem til nogen Hjælp, som ikke med Anger og Bøn ville skrifte sine Synder og i Fremtiden vogte sig for dem. I Sygdom tilkalde man betimeligen Presten, skrifte og tage Guds Legeme og den hellige Salvelse, „for at man kan være forligt med Gud og Menneskene, og med god Samvittighed skilles fra dette Liv“. Man skal da og helst gjøre sit Testamente: give Gud sin Sjæl, den hellige Kirkegaard sit Legeme, mindes Sognepresten, sine Frænder og Venner med nogen Trøst efter Evne;
