„men ingen fattig Mand egges dertil, naar han ejer saa lidet, at det neppe er nok til Børnenes, navnligen de egtefødtes Underhold“.
Man skal for Guds Skyld vogte sig for Tyveri, Aager og ulovligt Erhverv, betale redeligen sin Tiende af alt ret Erhverv baade paa Sø og Land, saa og anden ret Skat og Told efter Lov og Landsskik.
Endelig opfordrer Skriftet til at vise de Døde Agtelse. Man skal vise christelig Kjærlighed mod de døde Menneskers Legemer og følge dem med Velvillie til deres hellige Leiested, ligesaavel de Fattiges som de Riges; „thi Alle ere da fattige“. Og man skal mindes det, „at skjønt Meenneskets Legeme nu i sin Død er noget frastødende at skue, da have dog Menneskenes Legemer det forud for andre Dyrs, at i dem skal Sjælen komme tilbage paa Dommedag til evig Oplivelse efter Guds Dom, og siden skulle de aldrig skilles“.
Brevet sluttes med det Ønske: „Give Gud den Alvældige, at I maatte agte paa dette Brev, saa at I derved kunne erhverve Eder Gods og Fred, gode Aaringer og Glæde, Lykke i denne Verden og evindelig Fryd med selve Gud i Himmerige. Amen“[1].
Pave Clemens VI havde allerede i sit Pavedømmes første Aar, nemlig 1343 den 27de Januar, udstedt den bekjendte Bulle, som efter Begyndelsesordene kaldes: „Unigenitus det filius“, hvorved han forkortede den af Pave Bonifacius VIII fastsatte Tid mellem Jubelaarene fra 100 til 50 Aar, og følgelig paabød et saadant Jubelaar til 1350. Alle troende Christne, som i dette Aar bekjendende og angrende sine Synder indfandt sig i Rom ved Petri og Pauli Kirker og ved den lateranske Kirke, og søgte disse Kirker dagligen, i det mindste i 15 Dage, skulde erholde den fuldkomneste Tilgivelse for alle fine Synder. Da nu Jubelaaret nærmede sig, udstædte Clemens Skrivelser til alle Kanter, for at bringe i Erindring den store Fest, der var beregnet paa at drage Skarer af Pilegrimme og med dem en Masse af Penge til Rom og det pavelige Skatkammer. En saadan pavelig Skrivelse, given i Avignon den 18de August, blev ogsaa afsendt til Erkebiskop Arne og hans Lydbiskopper. Bullen Unigenitus var deri indtagen, og det paalagdes Erkebiskoppen og Biskopperne at offentliggjøre den og forklare den for Lærde og Læge, paa det at man med Guds Bistand skulde gjøre sig rede til at fortjene den store Indulgens[2]. Pavens Brev maa man antage at være kommet til Norge henimod Slutningen af Aaret 1349. Hvad Virkning det her har øvet, vides ikke. Alles Opmærksomhed var ellers ved denne Tid fortrinsviis heftet paa den store Landeplage, som netop da rasede.
I 1349 kom nemlig „den store Mandedød“ til Norge, efterat den i et Par Aar forud havde herjet det sydligere Europas Lande. Et
