sterkt bemandet Handelsskib fra England, der lagde ind paa Bergens Vaag, førte Smitsotten med sig. For det fik udlosset sin Ladning, døde alt Mandskabet; og da Varerne bleve opførte i Byen, begyndte Dødeligheden ogsaa der med en rasende Hurtighed at gribe om sig. Siden gik Sotten over hele Norge, og udryddede efter de gamle Annalers Udsagn de to Trediedele af Landets Befolkning. I Bergen – heder det – rasede den saa frygtelig, at der paa een Dag ikke kom mindre end 80 Lig til een Kirke, og deriblandt 14 Prester og 6 Diakoner. Handelsskibene paa Havnen kunde ikke blive lossede, og mistede sit Mandskab; og flere af dem sank med Ladningen eller dreve om, uden at nogen skjøttede dem. Paa Agder skulle syv Kirkesogn paa en ganske kort Tid være blevne ødede, og de Geistlige, som Biskoppen af Stavanger sendte derhen, døde alle af Sotten. Den gik ogsaa over Hjaltland, Orknøerne, Suderøerne og Færøerne; men den kom ikke til Island. Den var af en saa voldsom Natur, at Folk, som angrebes af den, ikke levede meer end et halvt eller heelt Døgn; de havde først svært Sting, og derpaa fulgte en Blodbrækning, der medførte Døden. Geistlige synes imængdeviis at være blevne bortrykkede; – udentvivl et hæderligt Vidnesbyrd om, at de ei ved Smittens Fare lode sig afholde fra sin Skyldighed som Sjælesørgere. Erkebiskop Arne døde af Sotten, og som der siges alle hans Chorsbrødre paa een nær. Ligesaa døde ved denne Tid Biskopperne Thorstein af Bergen, Guttorm af Stavanger og Halvard af Hamar, saaledes at af Norges Biskopper ikkun den gamle Salomon i Oslo overlevede Plagen. For at standse Sygdommen, fortælles der, indførtes en ny Messe og en ny Bøn, hvilke Pave Clemens selv havde forordnet og sammensat; og fra den Stund aftog den[1]. Hvor længe Sotten har raset, opgives ikke, men rimeligviis har den varet ind i det følgende Aar 1350, da den ogsaa gik over Sverige og Danmark med lignende Ødelæggelse.
Det er ikke alene de noget nær samtidige islandske Annaler, der have bevaret Mindet om denne skrækkelige Farsots Raseri i Norge; Sagnet rundt om i Landet ved endnu at fortælle, hvorledes i den store Mandedød hele Bygdelag bleve ødede for Mennesker, og veldyrket Land i Tidens Lod overgroet med Skov, hvorledes Kirker længe efter gjenopdagedes skjulte i Vildnis, og hvorledes endnu Hustomter og Agerrener sees i mange Afdale og Fjeldheider, som efter Mandedøden ei have været nyttede uden til Betesmark og Sætergang. Meget er nu vistnok heri, ligesaa vel som i de samtidige Optegnelser, overdrevet, og det i Annalerne angivne Forhold mellem de af Farsotten bortrevne og de Gjenlevende faar staa ved sit Verd, som noget Sam-
- ↑ Isl. Ann. 278, 280.
