tiden med sine ufuldkomne statistiske Kundskaber umuligen kunde beregne,
og vor Tid end mindre udgrandske. Men iøinefaldende ere ligefuldt
de fordærvelige Følger, som Landeplagen drog efter sig for Norge, ikke
alene i en nær, men ogsaa i en fjærnere Fremtid. Den rammede
nemlig her et Land, der af Naturen var sparsomt udstyret med Hjælpekilder,
og desforuden, hvad der var meget værre, allerede befandt sig
i en kjendelig Stillestaaen eller rettere Tilbagegang baade i aandelig og
materiel Retning. Folkeaanden var begyndt at svækkes, Folkelivet at
hensygne, Samfundsordenen at slappes, og Landsstyrelsen at forvirres.
Folkets livlige Søfart og friske Handelsrørelse var begyndt at synke
i Dvale, medens et udenlandsk Handelsaag sluttede sig tættere og tættere
om dets Skuldre, og fremmed Kjøbmandsgridskhed begyndte at
binde dets næringsdrivende Hænder og tære paa dets Marv. Dets
Foretagelsesaand var svunden, og dets Selvtillid paa Veien til at
følge den. Paa et Land og et Folk, der forud befandt sig i en
saadan Forfatning maatte naturligviis en Plage som den store Mandedød
virke høist fordærvelig.
Vist er det, at fra Midten af det fjortende Aarhundrede, eller man kan gjerne sige fra 1350 af, skyder Norges allerede for indtraadte sagte Dalen en ganske forunderlig Fart, der for menneskelige Øine skulde synes at varsle dets Selvstændigheds fuldkomne Undergang. Og med den norske Stat gaar den norske Kirke Haand i Haand i dens Dalen. Ogsaa for Kirken er Aaret 1350 et sørgeligt Vendepunkt.
Den norske Kirkeforfatning havde allerede inden Udgangen af næst foregaaende Tidsrum – det vi her have betegnet som det andet – i de fleste Stykker, navnligen i indre Styrelse og Embedsvæsen, vundet en Fasthed, der gjorde videre gjeimemgribende Forandringer overflødige. Det Nye, som kan siges under det tredie Tidsrum at være indført, er bygget deels paa de Anskuelser, som Erkebiskop Jon gjennem sin ofte nævnte Christenret søgte at gjøre giældende, og som fra den tildeels, dog under flere Afændringer, gik ind i de, egentlig ældre, Christenretter, der sattes i Forbindelse med den af Magnus Lagabøter omarbeidede almindelige Landslov, – deels paa Bestemmelser af Provinsialconcilierne, hvilke Forsamlinger i det her omhandlede Tidsrum spillede en saa vigtig Rolle, og ved hvilke vi derfor i den forudgaaende historiske Fremstilling have dvælet med Udførlighed.
I. En af de vigtigste Nyheder med Hensyn til den norske Kirkes Embedsmænds Stilling er Cølibatets lovlige Vedtagelse. Vi have seet det indført ved Pavebud allerede i foregaaende
