Tidsrum[1]. Men først i det her omhandlede finde vi det udtrykkeligen foreskrevet i de norske Christenretter, og det i Overeensstemmelse med den canoniske Ret, for alle Geistlige inden Kirkens høiere eller saakaldte hellige Vielsesgrader (ordines majores v. sacri), nemlig til og med Subdiaconus[2]. Hermed var Geistlighedens Standsafslutning fuldendt.
At Presternes Beskikkelse til Norges Kirker skulde skee ved Biskoppen alene, var nu at ansee som en afgjort Sag. Ikkun med de kongelige Kapeller fandt en Undtagelse Sted, som forhen udførligen er berørt[3]. Jons Christenret byder: „Biskop skal raade før Kirker og Christendom og tilsætte de Prester, han vil; og som han seer kan udføre Tjenesten“[4]; og hermed stemmer i det Væsentlige alle øvrige den Tids Christenretter[5]. Thi naar disse udtrykke sig lidt vidløftigere: „Vor Biskop skal raade for Kirkerne, eftersom den hellige Kong Olaf indrømte Biskop Grimkel paa Moster Thing, og som vi siden bleve forligte om. Vor Biskop skal sætte til alle Kirker saadanne Prester, som han ved kunne forrette Gudstjeneste og anden Tjeneste rigtig for Gud og Menneskene“, – saa ere Tillæggene egentlig kun Talemaader fra en ældre Tid, hvilke ingen Hindring lagde i Veien for en Udtydning ganske i Erkebiskop Jons Aand. Endogsaa paa Island blev nu ved Biskop Arne Thorlaksson den samme Grundsætning gjort gjældende, idet hans Christenret siger: „Prester og Geistlige skal Biskoppen beskikke til Kirkerne overeensstemmende med disses Kontraktsforhold (svá sem máldagar standa til)“[6]. Thi det sidste Tillæg sigter ganske vist ikkun til de Indtægter, som ifølge gammelt Kontraktsforhold laa til de enkelte Kirker, og af hvilke Presten ifølge den nye Beskikkelsesmaade for en Deel skulde tage sit Underhold. Ogsaa paa Island ophørte saaledes fra nu af Prestens Beskikkelse og Underhold ved Kirkeejeren, idet den første gik over i Biskoppens Haand, og det andet udrededes af Kirkens Ejendom og Indtægter.
Hvad der i dette Tidsrum fordredes af Sognepresten som Sjælesørger: baade som Almuens Lærer og udfører af de gudstjenstlige Handlinger, var udentvivl noget mere end tidligere. Derom synes forskjellige Conciliebestemmelser, og navnligen de af 1320[7], tydeligen at vidne. Der var ganske vist ogsaa nu aabnet fuld Adgang for de unge Klerker til at lære ved Kathedralkirkernes Skoler alt hvad man fordrede, at en Prest skulde vide til sit Embede.
Det viser sig ogsaa af samme Conciliebestemmelser, at Sognepresterne i Norge nu havde Prestegaarde (prestaból), og at der var sørget for, at disse ikke skulde misbruges eller den dertil hørende Ejendom
