Kapitel sees, at naar Biskoppen ikke var tilstede, forestod Kapitelet Prestemødet[1]; og at Kapitelets Chorsbrødre altid have været selvskrevne Medlemmer af dette og paa sammes Forhandlinger øvet en stor Indflydelse, viser sig af hvad før er fortalt om Striden i Bergen mellem den verdslige Geistlighed og Prædikebrødrene under Narves Biskopsdømme[2], ligesom det forøvrigt af Forholdene maa sluttes.
Biskoppernes tidligere Anseelse og Indflydelse, baade som Kirkens Forstandere og som Kongedømmets selvskrevne Raadgivere, blev i dette Tidsrum ikke alene befæstet, men ogsaa udvidet. Erkebiskop Jons høitstræbende Planer strandede vistnok paa den verdslige Styrelses kraftige Modstand; men den hierarchiske Kirkeorden skred ligefuldt frem i Udvikling og Fasthed, og med den Biskoppernes Magt. Biskopsvalgenes Uafhængighed af den verdslige Styrelse var nu en ubestridt Kjendsgjerning, og man sporer ikke, at Kongedømmet under Tidsrummets Løb har øvet eller fordret at øve nogen umiddelbar Indflydelse heri. Paa den anden Side var vedkommende Domkapitlers Ret til at vælge Biskopperne fuldkommen erkjendt fra alle Sider, og den Tid var endnu ikke kommen, da Pavedømmet selv undergrov denne Ret. Vi have seet, at Kapitlerne vidste at benytte sin Stilling som Valgkollegier til at udvide sin egen Magt og Selvstændighed, og at deres Indblanding i den biskoppelige Embedsmyndigheds Udøvelse til en Tid afstedkom Spending og Uenighed inden Kirkens egne Enemærker mellem enkelte af dem og deres Biskopper. Men dette var dog ikkun forbigaaende; og ved en nærmere Bestemmelse af Kapitlernes Rettigheder ligeover for Biskopperne bragtes Ro og Orden i denne Henseende igjen tilveie. Tidsrummets senere Halvdeel frembyder ingen iøinefaldende Exempler paa en saadan forargelig Tvist som den, der ved Overgangen fra det 13de til det 14de Aarhundrede opblussede ved Nidaros’s og Stavangers Kathedralkirker.
Domkapitlerne indesluttede utvivlsomt paa denne Tid i sig den norske Kirkes bedste aandelige Kræfter, og før deres Medlemmers videnskabelige Uddannelse til Kirkens høieste Embeder var sørget derved, at der gaves dem Understøttelse til at fortsætte sine Studier ved udenlandske Høiskoler[3]. Biskopperne, som paa ganske faa Undtagelser nær, selv udgik fra dem, maatte indsee, at Enighed og oprigtig Samvirken fra begge Sider til Kirkens almindelige Bedste og navnligen til den hierarchiske Ordens Opretholdelse var begges naturlige Opgave. Derfor sluttede de sig vistnok i Almindelighed til hinanden. Biskoppen søgte sin fornemste Støtte i sit Raad, ligesom dette igjen hentede Glands og Magt fra sin Formands høie Verdighed. Det var kun en Jørunds og en Arnes Egenraadighed og Havesyge, der gjorde dem
