blinde for deres eget og deres Biskopsstoles sande Tarv, og skilte dem fra deres Chorsbrødre. Ved deres Afgang indtraadte igjen Ligevegt og Enighed ved Biskopsstolene. Den biskoppelige Magt straalede atter i sin fulde Glands, og den Fare for Hierarchiet var bortfjernet, som med Grund maatte frygtes, saafremt lignende Stridigheder mellem Biskopperne og deres Domkapitler havde oftere gjentaget sig og vare komne til at blive Dagens Orden.
Et Vidnesbyrd om ikke alene den norske Kirkes men og den biskoppelige Magts fremskridende Udvikling i dette Tidsrum afgive de temmelig jævnt holdte Provinsialconcilier eller Biskopsmøder (biskupamót) under den nidarosiske Erkebiskops Forsæde. Disse Forsamlinger dannede nemlig et Middelpunkt for Landskirkens Styrelse og et Organ for den kirkelige Lovgivningsmyndighed; begge Dele vandt herved Eenhed. Men det var de tilstedeværende Biskopper, som her egentlig vare de besluttende, og i hvis Navn Conciliebestemmelserne udstædtes, medens de øvrige tilstedeværende Geistlige, hvoriblandt maa udhæves Domkapitlernes Fuldmægtige, paa en Maade kun vare at betragte som Forsamlingens raadgivende Medlemmer, der tillige skulde stadfæste og bevidne de fattede Beslutninger. Ikke engang de Fuldmægtige, som en Biskop kunde sende i sit Sted, naar han selv var lovligen forhindret fra at møde paa Provinsialconciliet, og som almindelig vare Chorsbrødre af hans Kapitel, synes strengt taget at have havt nogen besluttende Stemme. Thi kun de Biskopper, som personligen mødte, nævnes i Conciliebestemmelserne eller Statuterne som disses Medudstædere[1]. Statuterne tillægges forøvrigt fortrinsviis den paa Conciliet ordførende Erkebiskop og benævnes efter ham. Rimeligviis har ogsaa Erkebiskoppen havt Forslagsretten med Hensyn til de kirkelige Bestemmelser, som kom under Overveielse paa Provinsialconciliet; men fuldgyldige for den norske Kirkeprovins bleve de sikkert ikke uden de tilstedeværende Biskoppers udtrykkelige Samtykke og Vedtagelse, – men da ogsaa, saavidt skjønnes, i alle Provinsens Biskopsdømmer, ligefuldt om disse havde været repræsenterede paa Conciliet eller ikke. Hvad Islands Biskopsdømmer angaar, synes dette aldeles klart, da næsten alle de norske Provinsialconciliers Statuter, – og deriblandt visse, om hvilke man med Sikkerhed ved, at ingen islandsk Biskop personlig var derved tilstede, – findes optagne i de udførligere Haandskrifter af den islandske Lovbog. Om Suderøernes Biskopsdømme kunde Tvivl i denne Henseende med størst Grund reises; men dette Biskopsdømmes nærmere Forhold til Nidaros’s Metropolitansæde er i mange Stykker dunkelt. Mod Tidsrummets Slutning udgik det, som tidligere fortalt, af den norske Kirkeprovins[2]. Hvorvidt Provin-
