sialconciliernes lovlig affattede Statuter ogsaa trængte til Kongedømmets Stadfæstelse for at blive fuldgyldige i den norske Kirke, er ikke ganske klart. At saadant har været paastaaet fra Kongedømmets Side, aabenbarer sig i de kongelige Raadgiveres Færd i Anledning af Conciliet i 1280. Men her var der ogsaa Tale om Gjenstande, der paa det føleligste berørte Kongedømmet og derhos dybt grebe ind i den almindelige Lov og Landsret. Naar derimod Provinsialconcilierne i sine Forhandlinger og Bestemmelser holdt sig inden sit reenkirkelige Omraade, naar de holdt sig ved Ordningen af det kirkelige Embedsvæsen og Politi samt af Troslæren og Kirkeskikkene, – da synes ikke Kongedømmet at have fordret nogen Stadfæstelsesret; eller maaskee rigtigere udtrykt: da betragtedes dets Stadfæstelse som forud stiltiende given, og dets Hjælp til Bestemmelsernes Opretholdelse, for saavidt en saadan Hjælp behøvedes, som noget, der simpelt hen fulgte af dets Stilling og Skyldighed som øverste styrende Statsmagt og Landskirkens naturlige Verge. Saaledes indseer man, hvorledes en selvstændig lovgivende Myndighed i kirkelige Sager kunde, i en ikke ringe Udstrækning, af Kongedømmet indrømmes Provinsialconcilierne, uden at derfor disses Myndighed til eensidig at bestemme Landets Christenret i dens Heelhed erkjendtes.
Om de norske Biskoppers store verdslige Magt og deres virksomme Indflydelse paa Norges hele Statsudvikling, derom vidner klart nok det hele Tidsrums Historie. Det var inden Tidsrummets Slutning kommet dertil, at Biskopperne noget nær vare at ansee som de mest formaaende Medlemmer af Kongens Raad, i hvilket fra Kong Haakon Magnussens Tid de verdslige Stormænds Stilling var langt mindre fast og selvstændig end Biskoppernes. Den afgjørende Stemme, som Magnus Lagabøters Landslov indrømmede disse i Tilfælde af et indtrædende Kongevalg[1], var en vigtig Udmærkelse, der nødvendig maatte brede Glands over deres Forhold til Staten i Almindelighed. Høist betegnende var det ogsaa, at Kongevalget, hvis et saadant maatte udkræves, ved samme Lov stilledes under Landets første Biskops, Erkebiskoppens, St. Olafs Repræsentants, umiddelbare Bestyrelse[2]. Endnu vigtigere var den Følgeslutning, som heraf let maatte kunne uddrages og virkelig uddroges: at Nidaros’s Erkebiskop, naar Kongedømmet var ledigt, efter Loven var dets selvskrevne Vikarius og Rigets øverste midlertidige Forstander, indtil Kongedømmet var atter besat[3]. Biskopperne vare altsaa paa en Maade, baade ifølge Lovens Ord og ifølge dens virkelige Anvendelse, erkjendte for en Magt i Staten, og det den Magt, som kom Kongedømmet nærmest. Hvad dette havde at sige, sees let. Norges Ve og Vel hvilede meer end eengang, næst i
