Guds, i de norske Biskoppers Haand. Det fuldendte Tidsrum har allerede antydet dette; i det følgende vil det klarere vise sig.
I Forhold til den verdslige Magt og Indflydelse, som Norges Erkebiskop og Biskopper nu vare sig bevidste at øve, udviklede de ogsaa en stedse stigende verdslig Pragt i al sin Optræden. Deres Levemaade og Folkehold var som Fyrster egnede. Man seer af den tunsbergske Overeenskomst, at Erkebiskoppens Tjenere vare mindst hundrede, og at de fornemste af disse, i Lighed med hvad Tilfældet var ved Kongens Hird, benævntes Skutilsvende[1]. Hver Biskop havde i Regelen mindst fireti Svende[2]. Og ved disse Erkebiskoppens og Biskoppernes Mænd forstodes egentlig Vaabenføre og Væbnede, saaledes at deres talrige geistlige Betjening ikke deri var medregnet, ligesaalidet som ringere Arbeidsfolk i deres Tjeneste. Deres mange Forretninger og deres store Husholdning krævede Hjælp i Bestyrelsen af begge Dele. I dette Tidsrum er ogsaa hyppig Tale om tvende overordnede Embedsmænd ved Biskopsstolene, som skulde være Biskoppen til Lettelse, nemlig Officialen (officialis) og Raadsmanden i Biskoppens Gaard (ræðismaðr i biskupsgarði). Officialen gik Biskoppen til Haande i Udøvelsen af hans kirkelige Dommermyndighed; Raadsmanden var hans Hushovmester og Bestyrer af Biskopsgaardens økonomiske Anliggender. Hertil kom endnu den saakaldte Pønitentiarius, der udførte Biskoppens Forretninger i Skriftemaalssager, og havde Opsyn med de deraf flydende Indtægter. Disse Embedsmænd vare Prester eller Geistlige. Biskopperne vare dog ikke eneraadende ved deres Beskikkelse, men maatte heri høre sine Kapitler[3]. Officialen synes ogsaa oftest at have været en af Kapitelets Chorsbrødre. En Officials og en Pønitentiarius’s Ansættelse ved hver Biskopsstol findes foreskreven ved Provinsialconciliers Bestemmelser[4].
Det var Tidsaanden i Forening med tiltrædende gunstige ydre Omstændigheder, der væsentlig bævede den biskoppelige Magt i Norge til hiin Høide. Kongedømmet rakte imidlertid ogsaa Haanden til dens Forherligelse, om end, som vi have seet, oftest kun henrevet af Strømmen, eller endog sterkt modstræbende og med kjendelig Følelse af den Fare for dets egen Myndighed, der laa truende i Baggrunden. Kongedømmets Modstand paa en Kant var gjerne ledsaget af Eftergivenhed paa en anden. Havde det stridt imod, ja endog maaskee vundet Seier over en farlig Grundsætning, saa vilde det igjen gjerne ved en eller anden Opoffrelse forsone eller vinde en agtet og dygtig Personlighed, der havde lidt under Kampen. Havde det viist sig paaholdende paa sin egen lovhjemlede Net ligeover for Biskopsdømmets anmassende
